United Airlines, der snart er forhenværende SAS-partner, har netop genåbnet sæsonruten fra Stockholm til Newark, som har været opereret siden 2005, kun afbrudt af coronapandemien.
SAS er gradvist i gang med at flytte en del af sin trafik til New York fra Newark-lufthavnen i New Jersey til J.F. Kennedy Airport i New York City, hvor de nye samarbejdspartnere i SkyTeam primært opererer fra.
Men SAS har dog endnu ikke opgivet Newark-lufthavnen, som selskabet betjener dagligt i hele sommertrafikprogrammet fra både København, Stockholm og Oslo.
Der kan med tiden blive bedre plads til United Airlines, der netop har genstartet sæsonruten fra Stockholm-Arlanda til Newark Liberty International Airport, der er et af de store trafikknudepunkter i USA for det amerikanske Star Alliance-selskab.
Det skete den 6. juni på en rute, der skal opereres med daglige afgange frem til den 2. september i år.
United Airlines flyver – i lighed med tidligere år – med en Boeing 757-200, der er konfigureret med 218 sæder. Forrest er der 16 United Polaris business class-sæder, og herefter følger et afsnit med 42 sæder i Economy Plus, mens der bagest i flyet er hele 160 sæder i economy class.
Vigtig rute for både fritids- og forretningsrejsende
United har fløjet mellem Newark og Stockholm fra 2005 til 2019, hvorefter ruten holdt en pause under coronapandemien. Den blev atter genoptaget i sommeren 2023 og er nu i gang med en ny sæson i 2024.
Hos Swedavia, der driver Stockholm-Arlanda, udtrykker koncernchef Jonas Abrahamsson glæde over, at det amerikanske Star Alliance-selskab er vendt tilbage til endnu en sæson, da det styrker forbindelserne mellem Sverige og USA.
“Stockholm Arlanda og New York/Newark er vigtige knudepunkter i deres respektive regioner, både for erhvervslivet og for dem, der rejser for at besøge venner og familie eller for at opdage nye steder. United Airlines med sit store netværk gør både mennesker i stand til at mødes og sikrer, at vigtige varer bliver leveret på kortere tid, hvilket er vigtige mål for Swedavia,” lyder det fra koncernchefen.
Stockholm-ruten bidrager til at understøtte Uniteds position som det største flyselskab over Atlanten, idet der flyves til 38 byer i Europa.
“United har flest flyvninger til de fleste destinationer på tværs af Atlanten, og vi giver nu vores kunder endnu mere fleksibilitet og valgmuligheder, når de planlægger deres rejser til udlandet,” sagde Patrick Quayle, Uniteds direktør for global netværksplanlægning og alliancer, da sommertrafikprogrammet 2024 blev præsenteret i slutningen af oktober sidste år.
Relaterede artikler:
United trækker stikket fra SAS om 12 dage