Den første Airbus A350-1000 til British Airways går i luften fra Toulouse. Foto: Airbus

Uvejr forsinkede første A350-1000 til British Airways

British Airways fik med en dags forsinkelse leveret sin første Airbus A350-1000. Udfordrende vejr og problemer med flyvekontroltjenesten fik overdragelsen udsat til lørdag.

Fredag i sidste uge skulle British Airways have modtaget sit allerførste eksemplar af Airbus A350-1000, men leveringen skete først dagen efter.

Det var derfor med stor glæde, at det britiske flyselskab lørdag klokken 13.57 lokal tid endelig kunne se flyet med registrering G-XWBA lande i London Heathrow. Flyet kom fra Chateauroux i Frankrig, hvor der var foregået uddannelse af besætning på flyet efter afgang fra fabrikken i Toulouse.

Det var ellers planen, at flyet skulle leveres om fredagen til en særlig ceremoni, der ville markere ankomsten af den nye flytype til British Airways. Men flyselskabet måtte vente med at lade A350’eren lande i London, da ekstreme varmegrader og tordenvejr i nærheden af Londons luftrum besværliggjorde ankomster og afgange ud af Storbritannien.

Teknisk problem med flyvekontrol
Foruden det hårde vejr var der problemer med flyvekontroltjenesten til Londons lufthavne, hvilket ligeledes var med til at udsætte A350-leveringen til om lørdagen.

”Så skuffende som det er, har vi været nødt til at annullere vores A350XWB-ankomst på grund af forstyrrelse i Heathrow, der påvirker alle flyselskaber. Vores prioritet er kunderne, og vi kan ikke retfærdiggøre at flyve et tomt fly ind, når der i øjeblikket er begrænsede slots tilgængelig,” sagde en talsmand fra British Airways.

Det var den nationale flyvekontroltjeneste, National Air Traffic Services (NATS), der havde et teknisk problem, som betød en reduktion i antallet af afgange og ankomster i London Heathrow. På den baggrund måtte British Airways aflyse en række flyvninger – herunder ankomsten af den nye A350-1000.

18 A350-1000 frem mod 2023
Det nye fly vil fra begyndelsen af august operere på ruten mellem London Heathrow og Madrid for at ruste besætningen til de kommende langdistanceflyvninger. British Airways vil derefter indlede flyvninger fra den britiske hovedstad og til Dubai og Toronto fra oktober, inden flyet vil operere på flyvninger til og fra Tel Aviv og Bangalore henholdsvis lidt før og efter nytår.

British Airways har ordre på i alt 18 Airbus A350-1000, og leveringerne fortsætter de næste tre år. Alle fly vil efter planen være leveret i slutningen af 2022, og alle sammen vil blive leveret med den helt nye Club World-kabine (business class, red.). Der bliver plads til i alt 331 passagerer – herunder 56 sæder i Club World og samme antal i World Traveller Plus-kabinen.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at registreringsnumrene på de nye A350’ere til British Airways bygger på noget ganske særligt. G-XWBA er således en kombination af bogstaverne XWB fra A350-brandet og BA, der er IATA-koden for British Airways. De næste A350’ere til det britiske flyselskab vil få registreringerne G-XWBB, G-XWBC og så videre.

British Airways er ikke det eneste flyselskab i IAG (International Airlines Group), som har A350 i flåden. Spanske Iberia har fem fly af den mindre model A350-900.

 

Relaterede artikler:

Første A350 til British Airways har haft jomfrutur

British Airways vil købe Airbus A350-1000

British Airways præsenterer Club Suite-produkt