Lotta Sandsgaard, adm. direktør for Aarhus Airport (t.h.) fik torsdag officielt overdraget værtskabet til Routes Europe 2024. (Foto: Routes Online | PR)

Værtskabet for Routes Europe overdraget til Aarhus

Torsdag fik Aarhus Airport officielt overdraget værtskabet for Routes Europe 2024, der afholdes i Danmarks næstestørste by i slutningen af april næste år.

Danmark har stolte traditioner ved de årlige Routes Europe-rutekonferencer, hvor Billund Lufthavn onsdag aften i polske Lódź blev kåret som bedste europæiske lufthavn for tredje gang i træk.

Nu får den internationale vestdanske lufthavn mulighed for at forsvare de danske farver i Aarhus, som er vært for Routes Europe 2024. Det bliver den 17. udgave af den årlige ruteudviklingskonference, der forventes at tiltrække omkring 1.200 delegerede fra 100 flyselskaber og 200 lufthavne i Europa. Arrangementet har aldrig tidligere været afholdt i Danmark.

Routes Europe 2024 finder sted fra mandag den 22. april til onsdag den 24. april, og det bliver Aarhus Airport, der får til opgave at varetage tilrettelæggelsen af den store event.

Det synlige bevis herfor fik lufthavnens administrerende direktør Lotta Sandsgaard torsdag overrakt ved afslutningen af rutekonferencen i Lódź.

“Vi er glade for at være blevet valgt til at være vært for Routes Europe 2024 og ser frem til at byde delegerede velkommen til Aarhus. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at alle deltagere får en unik og enestående oplevelse i vores pulserende by, startende ved vores helt nye lufthavnsterminal. Efter et rekordstort passagertal i april, er vores marked fyldt med muligheder, hvilket understreger den fantastiske udvikling, byen, økonomien og lufthavnen gennemgår,” udtaler Lotta Sandsgaard.

Routes Europe kan blive katalysator for vækst
Routes-events er en del af Aviation Week Network og Manchester-baserede Informa Group, og flagskibet er den globale Routes World, der afholdes hvert år i oktober. Herudover er der regionale ruteudviklingskonferencer i Amerika, Asien, Afrika/Mellemøsten og Europa, og det er sidstnævnte, at Aarhus bliver vært for.

Steven Small, direktør for Routes, ser frem til næste års event i Aarhus.

“Det glæder os at kunne tage Routes Europe 2024 til Aarhus, Danmarks næststørste og pulserende by. Aarhus kan prale af en blomstrende økonomi og arbejder intenst for at udvikle turismen og forbedre de direkte forbindelser. Byens lufthavn betjener den femtestørste befolkning i Skandinavien, og dens moderne nye terminal har fordoblet sit gulvareal og tilbyder forbedrede faciliteter for passagererne.”

Steven Small vurderer, at Routes Europe kan fungere som en katalysator for fremtidig vækst ved at give europæiske flyselskaber og lufthavne en førstehåndsoplevelse af byen.

En dansk by har kun en gang tidligere været vært for en Routes-konference, og det var i efteråret 2005, hvor Københavns Lufthavn sammen med Wonderful Copenhagen afviklede World Routes, som eventet hed dengang.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn atter europamester i ruteudvikling

Officielt: Routes Europe til Aarhus i 2024

International rutekonference på vej til Aarhus