De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, ønsker en sekundær beskyttelse af adgangen til cockpittet for at forhindre indtrængen. Den nye regel vil gælde for kommercielle indenrigsfly i USA.
I USA tages der nu et ekstra skridt for at forhindre uautoriseret indtrængen i cockpittet under flyvning.
Det er de amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, der kræver, at nye fly får installeret en sekundær barriere til cockpittet af sikkerhedsmæssige årsager.
Forslaget blev første gang lagt frem i juli 2022, og en endelig regel vil kræve, at flyproducenter installerer ekstra cockpitbeskyttelse på fly, der bruges til kommerciel passagertransport i USA. Den ekstra beskyttelse skal beskytte mod indtrængen i cockpittet, når cockpitdøren er åben, lyder det.
De nye krav til først gælde to år efter, at reglen er trådt i kraft, hvilket forventes at ske i august i år. Fagforeninger har opfordret til, at kravene træder i kraft allerede efter et år, mens Boeing, Airbus og en større unavngiven luftfartskoncern har opfordret til tre år. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
”Hver dag transporterer piloter og kabinebesætninger millioner af amerikanere på sikker vis – og i dag tager vi endnu et vigtigt skridt for at sikre, at de har den fysiske beskyttelse, de fortjener,” siger Pete Buttigieg, der er amerikansk transportminister.
Vil ikke ændre eksisterende fly
I kølvandet på kapringen af fire amerikanske passagerfly 11. september 2001 vedtog FAA nye standarder for cockpitsikkerhed for at forhindre lignende hændelser med ulovlig indtrængen i cockpit.
Og nu er FAA således klar til at stramme sikkerheden yderligere for piloter, kabineansatte og passagerer. ”Ingen pilot skal bekymre sig om en indtrængen i cockpittet,” siger David Boulter, fungerende sikkerhedsadministrator hos FAA.
De amerikanske luftfartsmyndigheder vil ikke kræve, at eksisterende passagerfly skal have eftermonteret den ekstra cockpitbarriere.
Tidligere har en større amerikansk pilotforening imidlertid opfordret Kongressen til at indføre krav om, at eksisterende passagerfly også skal have opgraderet sikkerheden omkring adgangen til cockpittet.
USA har i de senere år oplevet et stigende antal uregerlige passagerer på indenrigsruterne, hvilket har resulteret i en lang række sager. Sagerne drejer sig blandt andet om vold, trusler, seksuelle overgreb og forsøg på at få adgang til cockpittet.
Relaterede artikler:
FBI efterforsker 17 nye sager med uregerlige passagerer