Topcheferne fra A4E-selskaberne. (Foto: Airlines for Europe | PR)

Vil have kineserne til at flyve udenom Rusland

På en pressekonference i Bruxelles gav de store europæiske flyselskaber udtryk for, at alle flyselskaber, der opererer mellem Kina og Europa, bør flyve udenom Rusland.

Krigen i Ukraine har givet de kinesiske flyselskaber en betydelig konkurrencefordel i forhold til deres europæiske kolleger, og uligheden skaber efterhånden konsekvenser.

Rusland valgte i slutningen af februar 2022 som modsanktion mod EU at forbyde europæiske flyselskaber at operere i russisk luftrum, hvorfor den sibiriske korridor på flyvninger til især Kina, Japan og Sydkorea ikke længere kunne benyttes.

Det har betydet, at de europæiske flyselskaber har fået øget flyvetiden betydeligt, hvilket øger omkostningerne og medfører, at en rundtur til Kina ikke vil kunne gennemføres inden for 24 timer, hvorfor der må ekstra kapacitet til for at få tidtabellen til at hænge sammen.

Flere europæiske flyselskaber har på det seneste opgivet af flyve til eksempelvis Beijing, hvilket gælder British Airways fra London, og Lufthansa har også lukket ruten fra Frankfurt til den kinesiske hovedstad. Derudover har polske LOT annonceret lukningen af ruten til Beijing, og senest har SAS også besluttet at indstille ruten til Shanghai fra midten af november.

Ønsker lige vilkår for alle flyselskaber
Problematikken blev onsdag endnu engang adresseret af topcheferne fra de europæiske flyselskaber, der var samlet til topmøde i Bruxelles via medlemskabet af lobbyorganisationen Airlines for Europe (A4E).

Ved den efterfølgende pressekonference gav Carsten Spohr, koncernchef i Lufthansa Group, udtryk for, at EU burde stille krav om, at alle flyvninger fra Kina til Europa skulle foregå udenom Rusland.

“Vi har ikke lov til at flyve over Rusland, men det har kinesiske flyselskaber. Hvis man ønsker lige vilkår, skal vi sikre, at ethvert flyselskab, der lander i Europa, undgår russisk luftrum. Indtil det sker, vil der være enorme fordele for kinesiske flyselskaber,” sagde Carsten Spohr, ifølge Reuters.

Lufthansa-topchefen tilføjede, at kinesiske flyselskaber yderligere har den fordel, at de ikke har omkostninger til EU’s emissionshandelssystem.

 

Relaterede artikler:

SAS lukker Shanghai-rute

Interessen for Kina-ruter er blevet svækket

Vender tilbage til Kina med 11 ugentlige afgange