Virgin Atlantic vil give bud på Flybe

Virgin Atlantic er interesseret at overtage Flybe, hvilket blandt andet vil give selskabet adgang til slot-tider i London Heathrow.

Flyselskabet Virgin Atlantic forhandler om at overtage det regionale flyselskab Flybe, der blandt andet flyver for SAS med fem ATR72-600-fly på en række regionale ruter.

Den 14. november meddelte bestyrelsen i Flybe, at flyselskabet er blevet sat til salg. Investorerne har mistet tilliden til Flybe, efter at en børsmeddelelse i oktober advarede om et underskud i det kommende regnskabsår på 12 millioner britiske pund.

Ifølge Sky News har Virgin Atlantic, som ejes af milliardæren Richard Branson, indledt forhandlinger med Flybes rådgivere om at komme med et tilbud på det økonomisk trængte flyselskab.

Kilder siger til Sky News, at Virgin Atlantic er interesseret i at købe Flybe på grund af de muligheder, det vil give for at feede trafik ind til selskabets langruter, ligesom det giver Virgin Atlanctic adgang til eftertragtede slottider i London Heathrow Airport-lufthavnen.

Flybe og Virgin Atlantic har i forvejen en codeshare-aftale, der gør det muligt for Flybes kunder at fortsætte rejse på samme billet på Virgin Atlantics langruteruter fra Heathrow og Manchester.

Konsolidering i britisk luftfart
Den mulige fusion af de to selskaber ses af luftfartsanalytikere som et vigtigt skridt i konsolideringen i britisk luftfart, hvor flyselskaberne presses af stigende oliepriser og kursfaldet på det britiske pund i forbindelse med Brexit.

Virgin Atlantic og Stobart Group, der ejer London Southend Airport, er ifølge Sky News’ kilder de førende potentielle købere af Flybe, mens easyJet har tilkendegivet, at det ikke er interesseret i at komme med et tilbud. Ifølge BBC kan British Airways via moderselskabet IAG også være inde i billedet som tilbudsgiver.

Ændringer i ejerskabet i Virgin Atlantic
Et bud fra Virgin Atlantic kan ifølge Sky News blive kompliceret af de langvarige forhandlinger om ejerskabet i Virgin Atlantic.

Sidste år indgik selskabet en aftale med Air France-KLM og Delta Air Lines, hvor Air France-KLM overtager 31 procent af aktierne i Virgin Atlantic fra Richard Bransons holdingselskab, mens Virgin Group beholder en andel på 20 procent, og Delta beholder sin eksisterende aktieandel på 49 procent.

Transaktionen skal godkendes af myndighederne, og den proces kan blive påvirket af, hvis Storbritannien ender med at forlade EU uden en aftale med Unionen – en såkaldt hård Brexit.

Relaterede artikler:

Flybe-salg bekymrer ikke SAS

Flybe sat til salg

Virgin Atlantic og easyJet i samarbejde