De Havilland Canada Dash 8-100-fly fra Widerøe. (Foto Widerøe | PR)

Widerøe får de sidste statsstøttede norske ruter

Nu er udbuddet af de statsstøttede indenrigsruter i Norge blevet afgjort, og Widerøe fik tildelt de resterende 18 af disse. Selskabet forventer større efterspørgsel, da tilskuddet bliver øget fra 2024.

I sidste måned kom det frem, at udbuddet på seks af i alt 24 statsstøttede ruteområder på det norske kortbanenet – de såkaldte FOT-ruter – var blevet afgjort. Flyselskaberne har budt ind på at varetage driften fra den 1. april næste år indtil den 31. oktober 2027.

DAT og Widerøe havde hver især vundet kontrakten på tre af disse. Det danske flyselskab blev tildelt ruterne mellem Oslo og Røros, Florø samt Stord, mens Widerøe blev valgt til beflyvningen af Tromsø-Lakselv, Bodø-Andøya-Tromsø samt Bodø-Evenes-Tromsø.

På daværende tidspunkt fortalte Samferdselsdepartementet, der er det norske transportministerium, at der blot var en enkelt kandidat, som var interesseret i de resterende 18 ruter, og at forhandlingerne forsat var i gang.

Nu er dog blevet bundet sløjfe på drøftelserne, og ministeriet har offentliggjort, at det ligeledes bliver Widerøe, der vil varetage beflyvningen i resten af de statsstøttede ruteområder.

Disse ruter har Widerøe landet
De 18 ruterområder, som Widerøe har fået tildelt, er FOT-ruterne mellem Kirkenes, Vadsø, Vardø, Båtsfjord, Berlevåg, Mehamn, Honningsvåg, Hammerfest, Alta og Tromsø.

I tillæg hertil drejer det sig ligeledes om ruterne fra Hasvik til Tromsø og Hammerfest samt Sørkjosen til Tromsø. Selskabet vil også flyve fra Stokmarknes til henholdsvis Bodø og Tromsø samt ruterne mellem Svolvær, Leknes, Røst og Bodø

Derudover vil selskabet ligeledes beflyve ruterne Brønnøysund, Sandnessjøen, Mo i Rana samt Mosjøen til Bodø og Trondheim. Det samme gælder ruterne fra Namsos og Rørvik til Trondheim. Widerøe vil desuden betjene ruterne mellem Ørsta-Volda, Førde, Sogndal, Sandane  og Oslo, ligesom Bergen-ruterne fra lufthavnene i Ørsta-Volda, Sogndal og Sandane ligeledes er blevet tildelt flyselskabet.

Skruer op for tilskuddet
Fremover vil den norske stat give 2,3 milliarder norske kroner (1,4 milliarder danske kroner) om året i tilskud til driften af FOT-ruterne, hvilket er en stigning på 150 procent, når man sammenligner med det nuværende niveau, oplyses det.

Transportminister Jon-Ivar Nygård fra Arbeiderpartiet er tilfreds med, at man har fået fordelt ruterne, og at det hele er faldet på plads.

”Jeg er glad for, at vi har truffet afgørelse om udbuddet og fået tildelt kontrakterne på de resterende FOT-ruter. Nu sikrer vi rejsende i distrikterne et styrket og bedre udvalg af flyruter.”

Næste skridt er, at Widerøe vil gå i dialog med kommuner, lufthavnsoperatører og andre interessenter i de givne områder med henblik på at få tidtabellerne for de enkelte ruter på plads inden for de rammer, som er fastsat i udbuddet.

Den største prisnedsættelse i nyere tid
Det norske flyselskab forventer større efterspørgsel på i hvert fald en del af ruterne, fordi det øgede tilskud har bevirket, at priserne er blevet sat ned. Christian Skaug, der er kommerciel direktør i Widerøe, fortæller, det er lang tid siden, at man har oplevet et større prisfald.

”Det er et utrolig spændende udbud. Maksimalpriserne skæres med 50 procent. Det er den største prisnedsættelse på udbudsruter i nyere historie og en meget god nyhed for dem, der er afhængige af luftfart som offentlig transport.”

”Vi er meget spændte på, hvordan det kommer til at påvirke efterspørgslen, og vi tror nok, at bookingmønstret vil ændre sig som følge heraf.”


Relaterede artikler:

Overvejer at stoppe Norwegians køb af Widerøe

Widerøe er utålmodige omkring kortbaneudbud

DAT vinder kontrakt på tre norske ruter