Wizz Air - Airbus A320-200neo. (Foto: Wizz Air | PR)

Wizz Air i nyt milliardunderskud

I regnskabsåret, der sluttede 31. marts 2023, noterede Wizz Air sig for et underskud før skat på 4,2 milliarder kroner. Til gengæld forventer selskabet et milliardoverskud i indeværende regnskabsår.

På trods af stigende omsætning og mange passagerer kom Wizz Air ud af seneste regnskabsår med et milliardunderskud.

Det ungarske lavprisflyselskab har netop lagt årsregnskabet frem for den periode, der sluttede 31. marts 2023. Heraf fremgår det, at underskuddet før skat blev mindsket med 12 procent til 564,6 millioner euro – svarende til 4,2 milliarder kroner – fra et underskud på 641,5 millioner euro (4,8 milliarder kroner, red.) i forrige regnskabsår.

Wizz Air har i regnskabsåret været særligt påvirket af kaotiske driftsmæssige udfordringer. Selskabet omtaler blandt andet personalemangel på tværs af den globale luftfartsindustri og industrielle arbejdsnedlæggelser, hvilket efterlod kapaciteten langt lavere end forventet. Herudover var ustabile brændstofpriser også en primær årsag til flyselskabets milliardunderskud, lyder det.

”Effekterne af brændstofprisstigninger og strukturelle kapacitetsproblemer i lufthavne forblev karakteristiske i løbet af året, men vi afbød disse gennem beslutsomme handlinger, som hjalp med at forbedre ydeevnen før brændstofomkostninger,” udtaler József Váradi, koncernchef i Wizz Air.

Mere end en fordobling af omsætningen
Omsætningen hos Wizz Air blev til gengæld forbedret markant i seneste regnskabsår. Således blev omsætningen mere end fordoblet til 3,9 milliarder euro (29,1 milliarder kroner, red.) fra 1,66 milliarder euro (12,4 milliarder kroner, red.) i det forrige år. Den stigende omsætning skyldes primært et stigende antal passagerer; antallet steg fra 27,1 millioner passagerer året før til 51,1 millioner passagerer i det seneste regnskabsår.

”Regnskabsåret 2023 var et år med betydelig vækst for virksomheden, hvor vores vigtigste operationelle og økonomiske præstationsmålinger bevægede sig i den rigtige retning, efterhånden som vi omstiller os og går ind i den post-pandemiske æra,” fortæller József Váradi.

Forventer milliardoverskud i næste årsregnskab
Wizz Air oplyser, at det står stærkt rustet til sommerens højsæson og generelt i det igangværende regnskabsår. Lavprisflyselskabet fortsætter med at få et solidt antal bookinger og højere priser for flybilletterne. Der er blevet investeret betydeligt for at gøre driftsmodellen meget mere skudsikker.

Det forventes, at Wizz Air vil modtage cirka 30 nye Airbus A321neo i perioden frem til april 2024, og József Váradi er optimistisk omkring, at flyene vil blive leveret til tiden. Herudover har Wizz Air ansat ekstra piloter og kabinepersonale for at være klar til den travle sommer.

Som følge af de gode udsigter er József Váradi overbevist om, at Wizz Air vil lande et anseeligt nettooverskud for det igangværende regnskabsår, der slutter 31. marts 2024. Selskabet forventer et overskud mellem 350 og 450 millioner euro, hvilket svarer til mellem 2,6 og 3,4 milliarder kroner.

”I dag er vi et væsentligt mere modstandsdygtigt flyselskab og forventer i år at levere et nyt sæt af rekordhøje operationelle og stærke finansielle rapporter. Vi er også tilstrækkeligt placeret til at fortsætte med at drive profitabel vækst gennem resten af årtiet og frem,” siger József Váradi.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air investerer millionbeløb i SAF-virksomhed

Wizz forventer at få underskud i 2022/23

Halvårsminus hos Wizz Air trods stærkt kvartal