Med en rute til Makedonien gør Europas fjerdestørste lavprisselskab, Wizz Air, næste år sin entré i Københavns Lufthavn.
Europas fjerdestørste lavprisselskab – ungarske Wizz Air – åbner den 22. marts næste år en rute fra København til Skopje, hovedstaden i Makedonien.
Det bliver Wizz Air’s første rute til Københavns Lufthavn og lidt af en milepæl for Københavns Lufthavn.
”Det betyder, at alle Europas store lavprisselskaber nu flyver fra København: Norwegian, easyJet, Vueling, Ryanair, Transavia og snart Wizz Air,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.
”Makedonien er i dag et userviceret og ganske uopdyrket område af Europa, så den nye rute fra København har et godt potentiale,” fortæller Peter Krogsgaard.
Voksende makedonsk netværk
De senere år har Wizz Air udvidet i Makedonien og etableret baser i både Skopje og Ohrid. Nu kommer København på rutenettet sammen med Berlin Schönefeld og den slovakiske hovedstad Bratislava.
”Vi er glade for at kunne annoncere tre nye ruter fra Skopje til hovedstæderne i Danmark, Tyskland og Slovakiet, og vi er overbeviste om, at disse tre nye ruter vil være lige så populære som de andre 21 ruter i vores stadigt voksende makedonske netværk, ” siger Tamara Mshvenieradze, Corporate Communications Manager i Wizz Air.
Ruten bliver fløjet onsdag og søndag.
To ruter fra Billund
Wizz Air har hovedsæde i Budapest Liszt Ferenc-lufthavnen og en stor afdeling i Genève i Schweiz. Selskabet fløj sidste år 16,5 millioner passagerer og råder over 64 Airbus A320 og A321 fly, der betjener 116 destinationer i 38 lande, primært i Østeuropa. Selskabet har bestilt yderligere 147 Airbus 321 fly frem til 2024.
Wizz Air har også to ruter fra Billund til polske Gdansk og Vilnius i Litauen. Selskabet har desuden tidligere forsøgt at markedsføre Malmøs Sturup-lufthavn som Malmo-Copenhagen Airport. Et markedsføringsstunt, som Københavns Lufthavn fik sat en stopper for. Wizz Air har i dag 12 ruter til og fra Malmø Sturup – inklusiv en rute til Skopje.