En Airbus A321-200 fra det islandske lavprisflyselskab WOW air. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

WOW air reducerer til kun fire USA-destinationer

Det islandske lavprisflyselskab WOW air skærer antallet af destinationer i USA ned til fire, efter selskabet har påbegyndt en fase med genopbygning.

I den kommende sommersæson bliver der langt færre WOW air-destinationer i USA, end tilfældet var i sommeren 2018.

Det islandske lavprisflyselskab reducerer således antallet af destinationer i USA, så der fra det kommende sommertrafikprogram, der begynder den 31. marts, kun vil være ruter fra Island til Boston (syv ugentlige afgange), New York-Newark (én daglig), Baltimore/Washington (syv ugentlige) samt Detroit (fire ugentlige).

Nedskæringen sker, da flyselskabet forsøger at finde tilbage til et solidt økonomisk fodfæste. Selskabet ramte ind i likviditetsmæssige udfordringer i slutningen af sidste år, og den finansielle turbulens fordrede, at WOW air måtte skille sig af med flere fly og lukke ruter.

Tilbage til rødderne
Den økonomiske situation er således baggrunden for, at WOW air har måtte skære kraftigt ned på det amerikanske marked. I sommertrafikprogrammet for 2018 fløj flyselskabet til mere end et dusin destinationer i USA, men følgende destinationer er nu blevet droppet: Chicago, Cincinnati, Cleveland, St. Louis, Dallas, Los Angeles, New York-JFK, Pittsburgh og San Francisco.

“Vi vender tilbage til vores rødder; vender tilbage til det grundlæggende,” siger Skuli Mogensen, ejer af – og administrerende direktør i – WOW air, til USA Today.

WOW air blev grundlagt i 2012 og begyndte at flyve til USA i 2015. Flyselskabet nåede derfor at ekspandere voldsomt til USA, inden det rendte ind i den kraftige økonomiske modvind.

Samtaler med investor
I øjeblikket har WOW air samtaler med den amerikanske kapitalfond Indigo Partners, der overvejer at investere i det islandske lavprisflyselskab. Indigo Partners er i forvejen engageret i lavprisflyselskaberne Wizz Air i Ungarn, Frontier Airlines i Denver, Volaris Airlines i Mexico og Jet SMART i Chile.

“De er stadig meget igangværende,” siger Skuli Mogensen om samtalerne med Indigo Partners. “Jeg kan ikke rigtig sige så meget – bortset fra, at vi stadig arbejder efter planen.”

I den seneste tid har WOW air reduceret sin flåde kraftigt for at lette økonomien. Førhen havde flyselskabet 20 fly, men flåden er blevet reduceret til kun 11 fly – herunder én Airbus A320neo, otte Airbus A321-200 og to Airbus A321neo. WOW air har blandt andet sagt farvel til alle sine Airbus A330-fly, der opererede på de længste ruter til USA.

“Vi vender tilbage til at opbygge et stærkere fundament, der vil give os mulighed for igen at vokse som et racerent lavprisflyselskab,” forklarer Skuli Mogensen.

Vil vokse igen
WOW air har dermed lagt sig fuldt fast på, at selskabet skal genstartes. Det handler om at komme tilbage til den oprindelige vision, lyder det fra Skuli Mogensen. Og hvis det lykkes at drive flyselskabet videre ud fra de grundlæggende principper, vil det igen skabe grobund for vækst.

”Vi forventer at begynde at vokse igen fra 2020,” siger Skuli Mogensen til USA Today. Det kan derfor ikke udelukkes, at WOW air på et senere tidspunkt for alvor igen vil gå ind i den hårde konkurrence om det amerikanske marked, hvor Icelandair er den helt store konkurrent fra Keflavik-lufthavnen i Island. Indtil videre har Icelandair i hvert fald fået lidt luft i konkurrencen om USA.

Montreal (én daglig afgang) og Toronto (én daglig) i Canada er stadig en del af rutenetværket hos WOW air, der i det kommende sommertrafikprogram således vil have i alt seks nordamerikanske destinationer. WOW air har droppet planer om at operere til Vancouver på vestkysten.

 

Relaterede artikler:

Ny WOW air-investor vil tilbyde 10-årigt lån

WOW air reddet af amerikansk kapitalfond

WOW air sælger fly til Air Canada

WOW air tilføjer endnu en USA-rute

WOWair klar med første USA-rute

Kategorier

Annoncer

.
.