Det portugisiske wetleaseselskab Hi Fly har tilføjet to ekstra Airbus A330 til flåden af langdistancefly. Flyene har plads til omkring 350 passagerer udelukkende på økonomiklasse.
De flyselskaber, der wetleaser fly fra Hi Fly, får fremover flere langdistancefly at vælge imellem, når der skal bruges ekstra kapacitet.
Således oplyser den portugisiske wetlease- og charteroperatør, der er en af de største ACMI-operatører i verden, at flåden er blevet udvidet med to Airbus A330-200. Flyene har registreringerne 9H-MFS og 9H-HFL og er henholdsvis 19 og 15 år gamle.
9H-MFS blev ifølge Planespotters.net leveret til brasilianske TAM Linhas Aéreas i oktober 2005, hvor det var indtil 2018. Herefter har flyet været forbi blandt andet det hedengangne tyrkiske flyselskab AtlasGlobal og amerikanske AELF FlightService. 9H-HFL blev leveret til tyske HSH Nordbank AG i juni 2009 og har siden været forbi blandt andet nigerianske Arik Air og Royal Jordanian.
De to A330-fly er konfigureret udelukkende med økonomiklasse-sæder, og de har plads til henholdsvis 345 og 361 passagerer. Konfigurationen vil imødekomme behovene hos mange rejsende, oplyser selskabet. Sædeafstanden er 33 tommer, og der er mulighed for at streame videounderholdning om bord.
Kabinen i de to fly er blevet opgraderet med nyt læderbetræk på sæderne samt nye tæpper, der skal være med til at højne det samlede indtryk af produktet.
Råder over i alt ni A330’ere
Antonios Efthymiou, administrerende direktør hos Hi Fly, fortæller, at tilføjelsen af yderligere to Airbus A330 er en del af planen om en større flåde. Også i november 2023 blev der tilføjet to A330-200 til flåden.
”Vi udvider aktivt vores flåde i et stabilt tempo, og vi er begejstrede for at byde velkommen til disse to nye Airbus A330-200-fly. Disse tilføjelser forbedrer perfekt vores servicetilbud og vil gøre os i stand til at tilbyde et endnu bredere udvalg af muligheder for at imødekomme den voksende globale efterspørgsel efter vores tjenester,” lyder det.
Hi Fly, der blev stiftet i 2005, har driftslicenser (AOC’er) i både Portugal og Malta og er licenserede til at operere i hele verden. Wetleaseselskabet råder over én Airbus A321-200, syv Airbus A330-200, to Airbus A330-300, fire Airbus A340-300 samt to Airbus A380-800.
Kunderne hos Hi Fly omfatter både flyselskaber, regeringer, rejsearrangører, fragtfirmer, privatpersoner og militæret, der alle har mulighed for at indgå både korte, mellemlange eller lange kontrakter på fly.
Gennem årene har Hi Fly fløjet for flere nordiske flyselskaber – herunder blandt andet SAS. Det skandinaviske flyselskab havde i sommeren 2023 en Airbus A330-300 fra Hi Fly Malta flyvende på ruten mellem København og Chicago som af følge manglende kapacitet i højsæsonen.
Relaterede artikler:
Yderligere to fly i drift hos Hi Fly