Tilfredse Hi Fly-flykaptajner efter testflyvning med selskabets nyeste Airbus A330-200. (Foto: Hi Fly | PR)

Yderligere to fly i drift hos Hi Fly

Hi Fly har for nylig taget den seneste Airbus A330-200 i drift efter de obligatoriske testflyvninger. Flyet debuterede i Paris for Air Senegal, mens søsterflyets første kommercielle flyvning var fra Billund til Chania.

Det portugisiske charter- og ACMI-selskab Hi Fly er specialiseret i ACMI-operationer med langdistancefly for operatører, der kortvarigt eller i en længere periode mangler flykapacitet.

Selskabet fløj for SAS i sommertrafikprogrammet 2023 med en Airbus A330-300 på ruten mellem København og Chicago, og selskabet har også gennem mange år været fast samarbejdspartner for Norwegian, dengang det norske lavprisflyselskab også havde en langruteoperation.

Nu har selskabet i løbet af det seneste halve år fået yderligere to Airbus A330-200 i flåden, hvoraf det ene blev sat i drift for snart seks måneder siden, mens det andet fly fik sin kommercielle debut for Hi Fly for få uger siden. 

Debut i Billund og Paris
Senest tilkomne fly har Malta-registreringen 9H-HFK og er produceret i 2008. Flyet blev oprindeligt leveret til Kingfisher Airlines i Indien, og sidenhen har flyet været omkring Turkish Airlines og bulgarske GullivAir, inden det er havnet hos Hi Fly på register hos det maltesiske datterselskab.

A330-flyet er den 13. februar sendt på opgave for Air Senegal, hvor det startede ud i Paris-CDG og i øjeblikket flyver fra Dakar til både Paris og New York.

Det andet fly er et søsterfly fra samme produktionsår med registreringen 9H-HFJ, og det har gennem 16 år været beskæftiget hos samme operatører. Flyet debuterede den 30. september sidste år på en flyvning fra Billund til Chania på vegne af det nu lukkede svenske flyselskab Novair og flyver i øjeblikket på ad hoc-opgaver samt som backup på Air Senegal-operationen.

Ingen fejl ved flyvekontroltjek
Hi Fly fortæller, at der man for nylig afsluttede testflyvningerne med 9H-HFK, inden flyet blev sendt på vingerne for Air Senegal. Det er en kontraktmæssigt obligatorisk procedure, hvor der gennemføres en række flyvekontroltjek i højder på mellem 10.000 og 20.000 fod (3.050 til 6.100 meter) efterfulgt af en hastighedskontrol.

Der har også været funktionstests af landingsstellet samt landingbaneoverflyvninger i de såkaldt touch-and-go manøvrer.

Efter de obligatoriske flyvetest var der tilfredshed hos de to kaptajner, der stod for flyvekontroltjekket. 

“Flyene er så gode som nye og klar til kommerciel. Vi fandt absolut ingen fejl,” lød det fra Carlos Mirpuri, der sad i venstre cockpitsæde og derudover er næstformand i flyselskabets bestyrelse.

 

Relaterede artikler:

Hi Fly har øget flåden med to Airbus A330

Her er vikarflyet til SAS’ Chicago-rute

Officielt: SAS wetleaser Airbus A330 fra Hi Fly