Senere på sommeren får Swiss leveret sin allerførste Airbus A350, og den vil være udsmykket med en helt særlig ”bemaling”, der blandt andet hylder schweiziske vartegn og kultur.
En ny flytype tilgår snart flåden hos Lufthansa-datterselskabet Swiss, der er det nationale flyselskab i Schweiz.
Således vil Swiss sidst på sommeren tage imod selskabets første Airbus A350-900, der får registreringen HB-IFA. Flyet blev for nyligt kørt frem til offentligt skue på Airbus-fabrikken i Toulouse, og derved blev det også afsløret, hvilket livery flyselskabet har valgt til flyet.
I en pressemeddelelse fortæller Swiss, at det har valgt en særlig ’Wanderlust’-bemaling til A350’eren. Ordets danske oversættelse er ’rejselyst’. Bemalingen er valgt for at hylde, at ankomsten af A350 til flåden markerer endnu en milepæl i flyselskabets historie.
Faktisk er der slet ikke tale om en ”bemaling” af flyet, da det særlige motiv ikke er malet på flyet. Motivet er til gengæld kommet på flyet ved hjælp af specielt certificerede præcisionsskårne film. Og aldrig før har et Airbus-fly fået så meget film påført.
Udviklede en særlig procedure
Swiss fortæller, at påføringen af de kunstnerisk designede motiver på det nye A350-fly krævede yderst omhyggelig forberedelse.
Airbus-specialister brugte skræddersyet 3D-software til at projicere designene på flykroppen og endte med omkring 360 præcisionsskårne film. Hver film blev herefter manuelt påført med millimeter nøjagtighed på den tildelte placering på flykroppen og de to motorer.
De samlede designs på A350’eren dækker et areal svarende til cirka 380 kvadratmeter. Airbus udviklede en særlig procedure til projektet, der fuldt ud tager hensyn til alle relevante sikkerheds-, holdbarheds- og aerodynamiske krav.
Det særlige livery til Swiss’ første A350 er en legende, kreativ og historiefyldt hyldest fra flyselskabet til dets schweiziske rødder og hjemmebase. Motiverne på flyet omfatter berømte bygninger, velkendte vartegn og traditionelle sports- og kulturbegivenheder.
Har fået retro-registrering
Swiss kalder deres første Airbus A350 for verdens første ”flyvende kunstgalleri”, og det vil altså blive leveret til selskabet i sensommeren.
Inden langdistanceflyet leveres til det schweiziske flyselskab, skal det dog gennemgå de sidste forberedelser hos Airbus. Flyet vil blandt andet få sine motorer og alle systemer grundigt kontrolleret og testet, og det vil udføre sine første flyvninger inden levering.
Flyets registrering, HB-IFA, er faktisk en retro-registrering, der også blev benyttet af flyselskabet fra 1966 til 1968 til en dengang splinterny Douglas DC-9. Flyselskabet hed Swissair på daværende tidspunkt.
Samlet set står Swiss til at få leveret 10 Airbus A350-900. De øvrige ni fly vil successivt blive tilføjet selskabets flåde frem til slutningen af 2031. Flyene bliver indrettet med det nye kabinekoncept kaldet ’Swiss Senses’. Der bliver i alt 242 sæder i hver A350’er fordelt på fire kabineklasser.
Relaterede artikler:
Ny A350 til Swiss med retro-registrering