Passagerer i kø i Amsterdam Schiphol Airport. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen)

Over 1,1 millioner transferpassagerer i Schiphol

Amsterdam-Schiphol håndterede i alt 6,6 millioner passagerer i juli, hvilket var en stigning på fire procent. Mere end 1,1 millioner af passagererne skiftede fly i lufthavnen.

Juli bød på vækst i Amsterdam-Schiphol, der er den fjerdestørste lufthavn på det europæiske kontinent.

Således oplyser Amsterdam-Schiphol, at næsten 6,6 millioner passagerer enten fløj til, fra eller via lufthavnen i den midterste sommermåned. Dette svarer til en stigning på fire procent i forhold til samme måned i 2024.

Over 1,1 millioner af passagererne i den hollandske storlufthavn i juli var transferpassagerer, der tælles to gange i henhold til den internationale tællemetode: én gang som både ankommende og afgående passager.

4,7 millioner af passagererne i juli enten ankom fra eller fløj til en destination i Europa, mens 1,8 millioner af de rejsende ankom fra eller fløj til en interkontinental destination. Spanien var den mest populære destination efterfulgt af Storbritannien, Grækenland, USA og Italien.

Flere operationer – men mindre fragt
I juli håndterede Amsterdam-Schiphol i alt 43.320 flyoperationer (starter og landinger, red.), hvilket repræsenterede en stigning på to procent i forhold til samme måned sidste år.

Af det samlede antal flyoperationer gik 35.294 af dem til eller fra europæiske destinationer, mens 8.026 af dem var til eller fra destinationer på de øvrige kontinenter.

Mens der var vækst i antallet af passagerer og flyoperationer, var der til gengæld et fald i mængden af transporteret gods til og fra Amsterdam-Schiphol. Lufthavnen håndterede i alt 114.325 ton fragt i juli, hvilket var et fald fra i alt 128.192 ton i samme måned i 2024. Lufthavnen forklarer, at ’midlertidige driftsmæssige faktorer’ var årsag til nedgangen.

Fragten på almindelige passagerfly faldt med seks procent. 45 procent af den samlede fragt blev transporteret på passagerfly, mens de øvrige 55 procent var med deciderede fragtfly.

Antallet af flyvninger med fragtfly var i juli 1.250, hvilket var fire procent lavere end i samme måned i fjor, hvor der blev håndteret i alt 1.304 flyvninger med deciderede fragtfly.

 

Relaterede artikler:

Schiphol: Sådan håndterede vi NATO-topmødet

Schiphol får godkendt markant prisstigning

Schiphol i vækst: Næsten 67 millioner passagerer