SAS Airbus A320neo tankes med A1-jetfuel. (Foto: Michael Derrer Fuchs | shutterstock.com)

Klimapartnerskabet presser på for nyt brændstof

Luftfartens Klimapartnerskab har nedsat en arbejdsgruppe, der skal sikre produktion og finansiering af lavaromatisk brændstof til de danske lufthavne.

Mens luftfartsindustrien venter på, at der skal komme gang i en større produktion af grønt flybrændstof, vil man i mellemtiden undersøge muligheden for at producere lavaromatisk brændstof til brug i danske lufthavne.

Konventionelt flybrændstof indeholder i dag aromater, der blandt andet er nødvendige for vedligeholdelse og smøring af flymotorer, men det er muligt at benytte nyudviklet lavaromatisk brændstof, der udleder færre skadelige partikler og mindre sod, der dannes ved forbrændingen.

Derfor har Luftfartens Klimapartnerskab nedsat en arbejdsgruppe, der skal undersøge mulighederne for at få lavaromatisk brændstof til de danske lufthavne. Arbejdsgruppen består af SAS, Københavns Lufthavn, Rådet for Grøn Omstilling samt Dansk Luftfart.

“Der er nu på dansk grund skabt en unik mulighed for at producere brændstof, som er et vigtigt skridt på vejen mod en bæredygtig luftfart, men det kræver politisk handlekraft, og vi afventer stadig med spænding, hvordan midlerne fra passagerafgiften vil blive brugt,” siger Anko van der Werff, koncernchef i SAS.

Muligt at få et oplyst grundlag om effekter
Anko van der Werff understreger, at Klimapartnerskabet allerede har anbefalet af bruge fem millioner kroner af indtægterne fra passagerafgiften til at vurdere mulighederne for at få det lavaromatiske brændstof til de danske lufthavne, og der er behov for yderligere 135 millioner kroner til at finansiere meromkostningerne til brændstoffet i en periode.

“Nu er tiden inde til at gå i gang med de undersøgelser, som er nødvendige for at træffe en oplyst beslutning. Det forudsætter naturligvis, at politikerne vil bakke op om projektet og allokerer de nødvendige midler,” udtaler Anko van der Werff.

Kalundborg Refinery har allerede produceret de første liter lavaromatisk flybrændstof, og arbejdsgruppen håber, at brændstof fra det nordvestsjællanske raffinaderi kan blive leveret til Københavns Lufthavn og derefter blive tanket på et SAS-fly.

Dermed vil det blive muligt at få målt luftkvaliteten i og omkring lufthavnen for at dokumentere effekten, hvilket Christian Poulsen, CEO i Københavns Lufthavn, vil se frem til.

“I Københavns Lufthavn er vi interesserede i alle tiltag, der potentielt kan forbedre luftkvaliteten i og omkring lufthavnen. Undersøgelserne om anvendelse af lavaromatisk brændstof vil være et meget vigtigt led i det arbejde. Vi står klar til at tage hul på undersøgelserne, hvis man politisk vil bakke op om Klimapartnerskabets anbefalinger og sætte midler af fra passagerafgifter til at finansiere projektet.”

 

Relaterede artikler:

CPH vil redegøre for arbejde med luftkvalitet (opd.)

Borgergruppe vil have loft over fly i CPH

Presser på: Grønt flybrændstof kræver flere midler