Gennem de seneste10 år er fire større britiske flyselskaber gået konkurs, og i sidste uge måtte det skotske flyselskab Eastern Airways også foretage en finansiel nødlanding.
I Storbritannien husker man tydeligt nogle af de større luftfartskonkurser, der har ramt gennem de seneste 10 år.
Det startede med Monarch Airlines i oktober 2017 efterfulgt af Flybmi i februar 2019 og Thomas Cook Airlines i september 2019. Sidenhen blev det et farvel til Flybe ad to omgange, først i marts 2020 og sidenhen i januar 2023, efter at flyselskabet genopstod i en ny version.
Nu har endnu et britisk flyselskab været tvunget til at foretage en finansiel nødlanding, og denne gang er det Air Kilroe Limited, der har drevet virksomhed som Eastern Airways.
Selskabet indstillede operationerne den 27. oktober, og det lykkedes ikke inden for fristen på 10 dage at foretage en rekonstruktion af selskabet, hvorfor konkursprocessen er blevet indledt den 6. november.
Det bekræfter den britiske luftfartsmyndighed UK Civil Aviation Authority (CAA).
14 fly ved konkursen
På Eastern Airways’ hjemmeside fremgår det, at Eastern Airways (UK) Limited og Air Kilroe Limited er taget under konkursbehandling, hvorfor selskabet ikke længere flyver eller kan acceptere bookinger.
Eastern Airways blev grundlagt i 1997 og har primært fløjet på regionale ruter fra lufthavne i Aberdeen, Humberside, London-Gatwick, Tesside og Wick. Derudover beskæftigede flyselskabet sig også med charterflyvninger for sportsgrupper samt for ansatte i olie- og gasindustrien.
Selskabet beskæftigede ved konkursen i alt 14 fly, heraf fire Embraer E-190, to Embraer E-170, thre ATR 72.500 smat fem British Aerospace BAE Jetstream 41.
Kunne ikke overleve tabet af KLM-kontrakt
Konkursen rammer de lidt mere end 330 ansatte i det britiske flyselskab.
Ifølge BBC var årsagen til konkursen, at KLM Cityhopper opsagde wetlease-kontrakten, hvor Eastern Airways i den forløbne sommer havde beskæftiget fire fly for det hollandske flyselskab. Efter afslutningen på kontrakten var Eastern Airways efterladt med et for højt omkostningsniveau og en overtallighed af ansatte.
Eastern Airways startede operationerne for KLM i sommertrafikprogrammet 2024 med to Embraer E-190. Dette blev i sommertrafikprogrammet 2025 øget til fre fly af denne type.
Relaterede artikler:
Britisk flyselskab trues af mulig konkurs

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


