Amsterdam-Schiphol håndterede i alt 68,8 millioner passagerer i 2025, hvilket var næsten tre procent flere end året før. Lufthavnen beholder sin position som Europas fjerdestørste.
Schiphol-lufthavnen i Amsterdam kom ud af 2025 med en lille vækst i antallet af passagerer. Den hollandske storlufthavn melder således, at samlet 68,8 millioner passagerer rejste til, fra eller via lufthavnen sidste år, hvilket var en stigning på 2,8 procent.
I alt 43,6 millioner af passagererne rejste enten direkte til eller fra Schiphol-lufthavnen, mens de øvrige 25,2 millioner passagerer havde en forbindelsesflyvning i lufthavnen.
Det samlede antal passagerer gør Schiphol-lufthavnen til den fjerdestørste lufthavn i Europa i 2025 – kun overgået af London Heathrow Airport og Istanbul Airport, mens det forventes, at Paris-Charles de Gaulle kommer ind på tredjepladsen. Lufthavnen havde 70,3 millioner rejsende i 2024.
Antallet af flyoperationer i Amsterdam-Schiphol endte på 477.552 i 2025, hvilket var en stigning på én procent i forhold til året før.
Flyselskaberne i lufthavnen begynder i stigende grad at benytte mere støjsvage fly efter indførelsen af nye lufthavnsafgifter. 32,6 procent af de fly, der opererede mellem april og december sidste år, hørte under de to mest støjsvage takstkategorier. Dette var en vækst på næsten 8,8 procent i forhold til året før, noterer den hollandske storlufthavn.
En af de bedst forbundne lufthavne
Amsterdam-Schiphol er én af de bedst forbundne lufthavne i Europa. I 2025 havde lufthavnen 301 direkte destinationer, hvoraf 125 var interkontinentale. Ifølge ACI Airport Industry Connectivity Report 2025 er Schiphol den næstbedst forbundne europæiske lufthavn med hensyn til direkte forbindelse.
Ud af det samlede antal rejsende fra Schiphol i 2025 fløj eller ankom 48,9 millioner af dem fra en destination i Europa. 19,9 millioner af de rejsende ankom fra – eller fløj til – en interkontinental destination.
For afrejsende Schiphol-passagerer var Spanien, Storbritannien, Italien, USA og Tyrkiet de mest populære destinationer. Storbritannien var den mest populære destination i 2024.
Mens der var vækst i passagertrafikken, var der til gengæld tilbagegang i den håndterede fragtmængde. Schiphol håndterede i alt 1,43 millioner ton fragt i 2025, hvilket var fire procent mindre end i 2024, hvor der blev sendt 1,49 millioner ton fragt til eller fra lufthavnen.
Antallet af fragtflyvninger sidste år endte på 15.348; et fald på to procent sammenlignet med 2024, hvor der var 15.661 fragtflyvninger.
Relaterede artikler:
Schiphol forventer vækst i 2025

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


