Boeing 777 fra Emirates. (Foto: Nestek | CC 4.0)

EASA vil udnytte det højere luftrum

EASA arbejder løbende på, hvad der skal til for, at passagerfly og andre luftfartøjer kan operere endnu højere oppe i luftrummet end de maksimale 55.000 fod, som nogle få fly typisk kan i dag.

Almindelige passagerfly kommer typisk op i en højde omkring 35.000 til 40.000 fod, mens den maksimale flyvehøjde for eksempelvis et supersonisk fly er 55.000 fod, hvilket svarer til små 17 kilometer. Det skriver EASA.

De fleste fly har en maksimal flyvehøjde af hensyn til, hvordan de er designet – herunder blandt andet motorernes ydeevne, kabinetryk og afhængighed af jordbaserede navigationssystemer. Eksempelvis bliver luften for tynd til almindelige jetmotorer i ekstreme højder.

Sagen er dog, at der er mere interessant luftrum længere oppe end de 55.000 fod. Der er ikke klart definerede grænser, men mellem luftrummet med almindelige fly, og det, vi kender som ”rummet”, er der et område, som Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, EASA, omtaler som ”højere luftrum”. Et luftrum, der også kan bruges til eksempelvis lufttransport, lyder det.

Visse luftfartøjer kan allerede operere i disse højder, men der kræves mere udvikling for bedre at kunne udnytte dette luftrum og understøtte regelmæssig brug.

Ser grundigt på mulighederne
EASA ser således potentiale i det højere luftrum, og med en luftfartsindustri, der løbende udvikler sig, kan flyvning over 55.000 fod være ét af de næste store skridt, lyder det. Agenturet ser derfor grundigt på blandt andet mulighederne, udfordringerne og en mulig lovgivningsmæssig ramme for Higher Airspace Operations (operationer i højere luftrum, red.).

Der er flere luftfartøjer, der vil kunne operere i højere luftrum. Det kan eksempelvis være de såkaldte High-Altitude Platform Systems (pseudo-satellitter, red.) og balloner, som vil kunne forbedre eksempelvis telekommunikation.

Herudover arbejder branchen også på at udvikle supersoniske og hypersoniske passagerfly, der vil gøre flyrejser meget hurtigere. Der arbejdes også på såkaldte kapsler båret af stratosfæriske balloner til ”nærrumsturisme”.

Lagde udkast frem i 2023
EASA offentliggjorde i 2023 et indledende forslag til en køreplan for fremtidige operationer i højere luftrum, hvor særligt udfordringerne blev vurderet. EASAs arbejde på dette område fortsætter med en række fokuspunkter – herunder blandt at ’forbedre EU-institutionernes og offentlighedens viden om fremtidige operationer i højere luftrum’, som det lyder.

Inden udgangen af 2027 håber EASA at opnå de fastsatte fokuspunkter ved blandt andet at udføre videnskabelige undersøgelser, der dækker emner som sikkerhed, bæredygtighed, cybersikkerhed, menneskers sundhed og medicinske standarder.

’Mens teknologien stadig modnes, finder flyvninger med prototyper og demonstrationsfly allerede sted over hele verden. I de kommende år vil forskningsresultater, operationelle forsøg og lovgivningsarbejde gradvist forme, hvordan Higher Airspace Operations kan introduceres sikkert i Europa,’ lyder det fra EASA.

EASA påpeger, at flyvning i højere luftrum er et globalt emne, og at agenturet arbejder sammen med blandt andre nationale luftfartsmyndigheder og ICAO for at støtte en harmoniseret tilgang til fremtidens flyvning i højere luftrum. For EASA har sikkerheden højeste prioritet, understreges det.

 

Relaterede artikler:

EASA og IATA vil samarbejde om CO2-data

EASA vil sikre tillid til kunstig intelligens i luftfarten

Omfattende opgave at certificere luftens giganter