Airbus har nu sendt den første A350-1000ULR på vingerne. (Foto: Airbus)

Første ultra-langtrækkende Airbus A350 på vingerne

Airbus har netop sendt producentens første A350-1000ULR på vingerne. Den skal være en del af Qantas’ projekt for ultralangtrækkende flyruter på mere end 18.000 kilometer.

Airbus har nu gennemført den første flyvning med producentens første A350-1000ULR (Ultra Long Range), som er bestilt af Qantas Airways.

Flyet bærer produktionsnummeret MSN 707 og er det første af 12 fly af typen til det australske flyselskab, som i 2019 søsatte Project Sunrise med det formål at undersøge indvirkningen på passagerer og besætning ved flyvninger på op til 20 timer, oplyser Airbus i en pressemeddelelse.

Airbus oplyser, at flyet var udstyret med særligt flyvetestudstyr, og at det fløj i tre timer og 43 minutter og nåede en højde på lidt over 41.000 fod. Flyvningen blev gennemført af et dedikeret Airbus-flyvetesthold.

Skal gøre ultralange flyruter mulige
A350-1000ULR bliver specifikt udviklet til Qantas Airways med henblik på for første gang nogensinde at muliggøre direkte flyvninger mellem Sydney og henholdsvis New York og London – en distance på næsten 10.000 nautiske mil (18.520 kilometer) med flyvetider på op til 22 timer.

Den store rækkevidde er mulig, fordi Airbus har installeret en ekstra bageste centertank, hvilket udvider flyets rækkevidde med 1.000 nautiske mil (1.852 kilometer).

Under den første flyvning gennemførte besætningen generelle kontroller af flyets ydeevne og testede den nye brændstofsystemarkitektur.

Flyvningen markerede samtidig starten på en to måneder lang flyvetestkampagne, der skal certificere de modifikationer, som A350-1000ULR er udstyret med.

Tester udstyr inde i flyet
Ud over den nye centertank skal et nyt luftkølingssystem til flyets galleys også certificeres. Systemet omfatter lettere og mere effektive køleenheder, der er udviklet til meget lange flyvninger. Kabinens ventilation og temperaturstyring skal ligeledes testes grundigt.

Når flyvetestkampagnen er afsluttet, vil MSN 707 blive ombygget til Qantas’ kommercielle specifikationer, oplyser Airbus.

Det andet A350-1000ULR-fly til Qantas, som bliver det første, der efter planen skal leveres til flyselskabet i april 2027, befinder sig også nu i en fremskreden fase i slutmontagen hos Airbus.

Det forventes at rulle ud af malerhallen i løbet af de kommende dage. Herefter følger installation af kabinen med fire klasser samt montering af motorerne.

Har modtaget ordrer fra 68 kunder
A350-1000ULR er den fjerde passagervariant i Airbus’ A350-familie. Den består også af A350-900, A350-900ULR og A350-1000. Passagerprogrammet får derudover snart selskab af en fragtvariant, A350F, som lige nu er under udvikling hos Airbus. Flyets første flyvning er planlagt til senere på året.

Ved udgangen af april 2026 havde A350-familien ifølge Airbus modtaget 1.579 ordrer fra 68 kunder. Mere end 700 fly er i drift hos 41 operatører, primært på langdistanceruter verden over.

Ud over de 12 Airbus A350-1000ULR-fly har Qantas også bestilt yderligere 12 standardudgaver af A350-1000 til fremtidig anvendelse på sit langdistancenetværk.

 

Relaterede artikler:

Større flyordre får Sunrise-projekt til at flyve

Airbus erstatter Boeing hos Qantas

Efter flot årsresultat: Qantas bestiller flere A321XLR