Qantas har lagt en ordre på 12 nye Airbus A350-1000 som en del af Project Sunrise. Det australske selskab har desuden fået ordrer på nye A220- og A321XLR-fly på plads. Foto: Airbus

Større flyordre får Sunrise-projekt til at flyve

Qantas har indgået en aftale med Airbus om køb af 12 A350, der får fire forskellige kabineklasser. Flyene gør det muligt for det australske selskab at flyve direkte til hele verden.

Fremtiden hos Qantas kommer i høj grad til at være domineret af fly fra Airbus.

Det australske flyselskab har mandag annonceret, at det har lagt en ordre på køb af 12 spritnye Airbus A350-1000. Flyordren er en del af Project Sunrise, hvor Qantas vil gøre det muligt at flyve direkte til en hvilken som helst by i verden. Og det er netop, hvad A350’erne nu vil kunne muliggøre med en rækkevidde på 16.100 kilometer.

De direkte flyvninger fra Australien til eksempelvis London eller New York vil skære op til fire timer af rejsetiden sammenlignet med rejser, hvor der gøres et stop på vejen.

Passagererne på de nye A350-fly vil kunne nyde godt af stor komfort på de ultralange flyvninger. Qantas vil indrette de nye langdistancefly med i alt fire kabineklasser: First Class (seks sæder), Business Class (52 sæder), Premium Economy (40 sæder) og Economy Class (140 sæder). Det samlede sædeantal er 238, og over 40 procent af kabinepladsen er dedikeret til premium-sæder.

Afslutning på ”afstandens tyranni”
De i alt 238 sæder er det laveste antal, en Airbus A350-1000 vil blive indrettet med til dato. De mange timer i luften kan desuden bruges i en helt ny velværezone, hvor der er mulighed for bevægelse, udstrækning og hydrering.

”I mere end 100 år har Qantas været på forkant med at transformere den måde, verden rejser på, især gennem direkte flyvninger. Nu vil A350 og Project Sunrise gøre næsten enhver by i verden kun én flyvetur væk fra Australien. Det er den sidste grænse og den endelige løsning på afstandens tyranni, der traditionelt har udfordret rejser til Australien,” siger Alan Joyce, koncernchef i Qantas.

”Vores direkte Perth-London-flyvninger startede i 2017 og viste stor efterspørgsel på bekvemmeligheden og tidsbesparelsen ved denne form for rejser, hvis produktet og servicen er rigtig. Før COVID-19 var det den længste rute i vores netværk og med den højeste kundetilfredshed i vores netværk. Alt tyder på, at efterspørgslen stiger efter COVID.”

Qantas-koncernchefen fortæller, at oplevelsen i premium-kabinerne på A350-flyene vil være enestående. Passagererne vil kunne nyde godt af de nye A350’ere fra 2025, og de første flyvninger vil være fra New York og London til Australien.

Hentede vigtig viden i 2019
Project Sunrise blev indledt i 2019, da Qantas udførte tre ultra-lange testflyvninger for at undersøge indvirkningen på passagerer og besætning ved flyvninger på op til 20 timer. Der blev udført to flyvninger fra New York til Sydney og én flyvning fra London til Sydney.

Der var 40 passagerer om bord på flyvningerne mod normalt 236 i de store Boeing 787-9 Dreamliner-fly. Testflyvningerne under Project Sunrise var vigtige for at få den nødvendige viden om besætningens og passagerernes velvære på meget lange flyvninger.

Og erfaringerne fra testflyvningerne har netop været vigtige, da kabineinteriør og design i de nye A350-fly er påvirket af medicinsk og videnskabelig forskning udført på de tre testflyvninger i 2019. Airbus glæder sig til at kunne levere de nye fly til Qantas.

”Qantas er et af verdens ikoniske flyselskaber med en visionær ånd fra starten for over 100 år siden. Vi er beærede over den tillid, som Qantas har til Airbus, og ser frem til at levere en af verdens mest moderne, effektive og bæredygtige flåder til koncernen,” siger Christian Scherer, kommerciel direktør i Airbus og samtidig chef for Airbus International.

Aftale om 40 nye Airbus-fly på plads
Foruden købet af 12 Airbus A350 har Qantas endeligt fået på plads, at det også investerer i andre flytyper. I december sidste år oplyste selskabet, at det ville købe 20 Airbus A321XLR og 20 Airbus A220, og denne aftale er nu godkendt af bestyrelsen.

Denne del af flådefornyelsen er en del af Project Winton, og de nye fly skal blandt andet erstatte aldrende Boeing 737-fly. Flyene vil blive leveret fra slutningen af 2023, og ordren inkluderer købsrettigheder på yderligere 94 fly til levering frem til minimum 2034.

”Flyene fra A320- og A220-familierne vil blive rygraden i vores indenrigsflåde i de næste 20 år og hjælpe med at holde dette land i bevægelse. Deres rækkevidde og økonomi vil gøre nye direkte ruter mulige – herunder at betjene regionale byer bedre,” siger Alan Joyce.

A321XLR-flyene er valgt på grund af en optimal rækkevidde, og et flytypen kan transportere 15 procent flere passagerer end selskabets nuværende Boeing 737-800-fly. A220-flyene er valgt, da de kan indsættes på både indenrigsruter og på flyvninger til andre steder i regionen omkring Australien.

 

Relaterede artikler:

Airbus erstatter Boeing hos Qantas

Qantas ændrer ikonisk Kangaroo-rute

19 timer og 15 minutter i luften