En konkurrerende lavpristerminal i Københavns Lufthavn vil skade Københavns position som nordeuropæisk hub. Det er den klare udmelding fra det luftfartsudvalg, som den tidligere transportminister nedsatte i sommeren 2011. Forbrugerrådet er lodret uenig.
Projektet med at etablere en ny lavpristerminal i Københavns Lufthavn som en konkurrent til den eksisterendeCPH Go lavprisfingermøder nu modstand fra uventet kant. Det såkaldte luftfartsudvalg, der sidste år blev nedsat af daværende transportminister Hans Christian Schmidt (V), siger nemlig lige ud i sin endelige rapport, at Terminal A, som projektet hedder, er en dårlig idé.
“Udvalget finder, at ideen om alternative passagerterminaler i Københavns Lufthavn vil svække Københavns funktion som hub,” skriver udvalget i rapporten, der blev offentliggjort torsdag.
Udvalgets formand, Henning Christophersen, gjorde dog meget ud af at understrege, at udvalget ikke blander sig i den konkrete strid mellem virksomhederne Airport Terminal A ApSog Københavns LufthavneA/Som Terminal A’s ret til at etablere en lavpristerminal på Københavns Lufthavnes arealer.
”Vi interesserer os for, at Københavns Lufthavn fungerer som et knudepunkt. Vi tager ikke stilling til selve sagen,” slog den tidligere EU-kommissær fast.
Betydelige forbrugerfordele
Det er dog ikke et enigt udvalg, der står bag modstanden mod Terminal A. Forbrugerrådet deler ikke det øvrige udvalgs holdning.
”Vi ser betydelige forbrugerfordele i at etablere en alternativ lufthavnsterminal,” siger afdelingschef i Forbrugerrådet, Vagn Jelsøe. Han påpeger at rådet dermed læner sig op af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der er kommet frem til samme konklusion.
”Vi kan ikke se hvordan det, at der er mange ruter til og fra København, er afhængig af antallet af lufthavnsterminaler,” siger Vagn Jelsøe.
Forbrugerrådet går i en mindretalsudtalelse stik imod det øvrige udvalg og opfordrer direkte transportminister Henrik Dam Kristensen (S)til, at gennemføre den justering af luftfartslovgivningen der skal til for at en alternativ terminal kan etableres.
Nej til passagerafgift
Luftfartsudvalget består af mere end 20 repræsentanter fra alle hjørner af den danske luftfartsbranche og har skullet se på rammevilkårene for dansk luftfart.
Udvalget lægger i sin rapport vægt på vigtigheden af, at Københavns Lufthavns position som nordeuropæisk knudepunkt fastholdes, og foreslår at der nedsættes en permanent komité med deltagelse af alle centrale aktører i forhold til Københavns Lufthavn. Denne komitéskal koordinere den nationale indsats for at udvikle Københavns Lufthavn, som det bedste nordeuropæiske knudepunkt. Udvalget foreslår, at Københavns Lufthavne, der driver lufthavnen, bliver formand for komitéen.
Desuden vender udvalget tommelfingeren ned ad i forhold til den passagerafgift, som den nuværende regering havde på bordet, da den sidste år sad i opposition.
”Selv beskedne afgifter kan føre til, at folk vælger andre transportformer,” understregede Henning Christophersen.
Udvalget finder, at man hellere skal forsøge at opnå miljømæssige gevinster gennem ny teknologi som for eksempel biobrændstof til fly.