(Foto: F. Lancelot - Master Films)

A350’er i kollision med passagerbro

Et Airbus A350-900 fly fra Finnair kolliderede søndag morgen med en passagerbro i Helsinki Lufthavn, og flyet er nu ude af drift med aflysninger til følge.

Jordskader på fly kan ofte være af en sådan karakter, at flyene må tages ud af drift i længere tid. Det er også tilfældet med et helt ny Airbus A350-900 fly hos Finnair, der på den officielle prisliste koster den nette sum af 301,1 mio. dollars, eller lidt mere end to mia. danske kroner.

Flyet med registreringen OH-LWA, der blev leveret til Finnair den 6. oktober sidste år, ankom søndag morgen kl. 06.50 lokal tid i Helsinki Lufthavn efter en flyvning fra Hong Kong. Da flyet skulle køre på plads ved gate 33 i den finske lufthavn, ramte venstre motor bunden af passagerbroen, hvilket forårsagede betydelige skader på motordækslet.

Sammenstødet med Gate33 i Helsinki. (Foto: RK)

Sammenstødet med Gate33 i Helsinki. (Foto: RK)

Passagererne kunne frit forlade flyet ved gate 33, men returflyvningen fra Helsinki til Hong Kong blev noget forsinket, da et reservefly måtte indsættes i stedet.

“Da flyet blev parkeret ved gaten efter at have returneret fra Hong Kong, bevægede flyet sig en smule – uvist af hvilken årsag – efter at være parkeret, hvorefter venstre motor ramte passagerbroen. Farten var meget begrænset og ingen passagerer eller besætningsmedlemmer kom til skade,” bekræfter Finnairs pressemedarbejder, Päiyvt Tallqvist, til CHECK-IN.dk.

Må aflyse Hong Kong-flyvninger
Finnair bekræfter samtidig, at motoren har taget skade, og at flyet er taget ud til reparation. Der går formentlig nogle dage, før Finnair-flyet atter kan være i drift igen.

“På nuværende tidspunkt kan vi ikke bekræfte, hvornår OH-LWA kommer tilbage i drift, da flyet er ved at blive repareret. Vi har i første omgang aflyst Helsinki-Hong Kong-Helsinki flyvningerne fra i dag (mandag, red.)” siger Finnairs pressetalsmand.

Med OH-LWA ude af drift har Finnair i øjeblikket kun fem A350´ere i operation. De suppleres af to Airbus A340 og otte Airbus A330.

 

Relaterede artikler:

Finnair: Airbus er skyld i lavere vækst

Finnair først i Heathrow med A350

Finnair bruger A350-900 til charterflyvning

Finnair med A350 til Vietnam

Nordisk udtryk i Finnairs nye A350-fly