Den nye internationale lufthavn i Nuuk. (Visualisering fra Kalaallit Airports)

Åbning af ny Nuuk-lufthavn forsinket i et år

COVID-19 og andre faktorer har spændt ben for tidsplanen på etableringen af Nuuk International Airport, og nu må færdiggørelsen udskydes fra 2023 til 2024.

Det meget omtalte anlægsprojekt i Nuuk i Grønland, hvor en ny international lufthavn er under etablering, er blevet ramt af en forsinkelse, der udskyder åbningen fra 2023 til 2024.

Det meddeler Kalaallit Airports (KAIR), der blev stiftet i 2016 med henblik på anlægge, eje og drive tre nye lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq. Ifølge en pressemeddelelse skyldes forsinkelsen en række faktorer, som blandt andet er påvirket af COVID-19.

“Vi er ærgerlige over, at lufthavnen bliver forsinket til 2024. Vi er klar over, at det kan have nogle konsekvenser for de virksomheder, som lige nu forbereder sig på åbningen. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at undgå denne situation, men særligt COVID-19 situationen har præsenteret projektet for en række uforudsete udfordringer, som desværre har gjort det umuligt at holde den oprindelige tidsplan,” siger administrerende direktør Jens Lauridsen fra Kalaallit Airports.

En sum af mange hændelser
Det er blandt andet de mange rejserestriktioner i forbindelse med coronapandemien, der har forhindret specialister og leverandører uden for Grønland i at rejse til Nuuk i løbet af sommeren, hvor der var planlagt nogle sæsonbetonede opgaver.

Således har det ikke været muligt at færdiggøre den planlagte asfaltering, der er meget vejrafhængig, og ligeledes har nye krav fra luftfartsmyndighederne til centerbanelys og indflyvningslys blevet føjet til, hvilket skubber tidsplanen i den forkerte retning.

“Det er ikke kun en enkelt af disse ekstraopgaver, men den samlede sum af hændelser, som har været udslagsgivende for, at byggeriet ikke kunne nå afgørende milepæle indenfor sommerhalvåret 2021. Det har i sidste ende desværre gjort det nødvendigt at udskyde afleveringen af den nye lufthavn i Nuuk til 2024,” lyder det fra KAIR-direktøren.

Holdes inden for budgetoverskridelse
Den danske stat er medejer af byggeriet, der oprindeligt blev budgetteret til omkring tre milliarder kroner. Sidenhen har der været en budgetoverskridelse på 900 millioner kroner, hvilket svarer til omkring 30 procent af den oprindelige anlægssum.

Ifølge KAIR viser de foreløbige beregninger, at forsinkelsen kan holdes inden for det ekstra lån på 900 millioner kroner, som det er blevet nødvendigt at optage som følge af budgetoverskridelsen.

Udover budgetoverskridelsen har projektet også været ramt af hyppige udskiftninger i den øverste ledelse. I november sidste år tiltrådte den tidligere direktør i Billund Lufthavn, Kjeld Zacho Jørgensen, som ny bestyrelsesformand for KAIR, hvor han afløste Jóhannus Egholm Hansen, der pludseligt var trådt tilbage. Herudover er Jens Lauridsen, der tiltrådte i august sidste år, den tredje administrerende direktør siden 2016. 

 

Relaterede artikler:

Anlægsudgifter til nye grønlandske lufthavne vokser

Grønlandsk virksomhed skal bygge ny lufthavnsterminal

Demonstration mod udvidelse af lufthavn i Nuuk