En gruppe af grønlandske borgere er imod planerne om at udvide den nuværende lufthavn i Nuuk. Lufthavnen skal i stedet flyttes til en ø syd for byen, mener de.
En gruppe på omkring 75 grønlandske borgere demonstrerede fredag i Nuuk imod planerne om at etablere en ny og større lufthavn med samme placering som den nuværende lufthavn i den grønlandske hovedstad.
Det grønlandske landsting Inatsisartut vedtog i november 2018 den såkaldte lufthavnspakke med en anlægslov, der sikrer 2.200 meter landingsbaner i lufthavnene i Nuuk og Ilulissat på vestkysten og en ny lufthavn i Qaqortoq i det sydlige Grønland med en bane på 1.500 meter.
Dermed bliver det muligt at gennemføre atlantflyvninger direkte til Nuuk og Ilulissat og ikke som i dag, hvor det sker til Kangerlussuaq eller Narsarsuaq og derfra videre med indenrigsfly på en strækning på mellem 300 og 450 kilometer.
Modstandere: Lufthavn vil dele byen i to
Modstanderne af at udvide lufthavnen i Nuuk på den nuværende placering tæt på byen mener, at lufthavnen med en længere landingsbane vil dele byen i to og give gener til naboerne. Derfor foreslår modstanderne, at man skal vælge den såkaldte sydløsning og flytter lufthavnen til øen Angisunnguaq, der ligger syd for Nuuk. Der skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.
Modstanderne henviser blandt andet til en betænkning fra, som Transportkommissionen udgav i 2011. Heri nævnes en placering af den nye lufthavn på enten Angisunnguaq eller øen Qeqertarsuaq, der ligeledes ligger syd for Nuuk, som en mulighed. Kommissionen skrev dog sin i betænkning, at den økonomiske gevinst ved at placere lufthavnen på en af øerne, ikke lige så stor, som en lufthavn på den nuværende placering.
Siden kommissionens betænkning er der dog foretaget yderligere beregninger efterfølgende, og den lufthavnspakke, som blev vedtaget, ser anderledes ud end de forudsætninger, som kommissionen regnede ud fra, skriver Sermitsiaq.
Borgmester afviser flytning
Borgmesteren i Sermersooq Kommune, som Nuuk er en del af, er på ingen måde indstillet på at ændre beslutningen om at udvide lufthavnen på den nuværende placering.
”Vi står ikke over for en ny beslutning. Beslutningen er taget. Beslutningen er 2200 meter i Nuuk,” skriver borgmester Asii Chemnitz Narup i et opslag i en Facebook-gruppe med navnet ”2200 meter i Nuuk.”
”Skal vi, hver gang vi bevæger os to skridt frem tage tre skridt tilbage? Skal alle samfundsmæssige beslutninger, også selvom de har været flere år undervejs, blive ved med at skulle omgøres? Og er dét måske én af hovedårsagerne til, at så få ting ender med rent faktisk at blive til noget i Grønland?,” spørger borgmesteren i sit opslag.
Relaterede artikler:
Lufhavnspakke vedtaget: Tre nye lufthavne