Visualisering af den nye internationale lufthavn i Nuuk. Foto: Kalaallit Airports

Anlægsudgifter til nye grønlandske lufthavne vokser

Lufthavnsselskab vil optage ekstra lån på 900 millioner kr. til etablering af nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat. Dermed overskrides budgettet med 30 procent, hvilket bekymrer politikere.

Økonomien i de to grønlandske lufthavnsprojekter i Nuuk og Ilulissat er så udfordret, at lufthavnsselskabet Kalaallit Airports International arbejder på at få optaget et lån på 900 millioner kroner.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.AG, som er kommet i besiddelse af den orientering, anlægsudvalget i Grønlands Landsting, Inatsisartut, mandag fik af lufthavnsselskabet.

Da den danske stat blev medejer af byggeriet af de to lufthavne, var den økonomiske ramme fastsat til tre milliarder kroner. Budgetoverskridelsen er dermed på 30 procent.

“Stærkt bekymrende”
Udsigten til den store budgetoverskridelse vækker bekymring hos politikerne i landstingets anlægsudvalg.

”Inatsisartuts Anlægsudvalg finder de stigende merudgifter til lufthavnene stærkt bekymrende. Det er de enkelte borgere, der i sidste ende skal være med til at betale for anlæggelsen af lufthavnene,” skriver udvalgets formand, Justus Hansen, i en pressemeddelelse.

Udvalget finder det samtidig beklageligt, at den endelige pris for de to lufthavnsprojekter endnu ikke er kendt, og man opfordrer den grønlandske landsstyre, Naalakkersuisut, til at give ”hele befolkningen en forklaring om situationen” og ”være mere omhyggelig med sit arbejde med så store projekter”.

Landsstyremedlem: Fortsat en robust forretningsplan
Kritikken fra anlægsudvalget kom tirsdag og blev samme dag besvaret af det grønlandske landsstyremedlem (svarende til en minister, red.) for Bolig og Infrastruktur, Karl Frederik Danielsen.

Ifølge landsstyremedlemmet er der ikke noget nyt i, at Kalaallit Airports International skal låne penge, og selskabet har fortsat en robust forretningsplan, mener han.

”Virksomheden har en særdeles robust og solid forretningsplan, som vil medvirke til at bringe Grønland i en sund økonomisk situation,” skriver Karl Frederik Danielsen i en pressemeddelelse.

Lufthavnsselskabet har på baggrund af usikkerhed om passagertal på grund af COVID-19 og forsinkelser i byggeriet vist rettidig omhu ved at udarbejde en opdateret forretnings- og finansieringsplan, mener landsstyremedlemmet.

Dyrere end estimeret i 2018
I den opdaterede plan redegør selskabet for, hvorvidt om der kan forventes eventuelle meromkostninger, samt om det er muligt at finansiere eventuelle meromkostninger.

”Byggeri af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat forventes at blive dyrere end estimeret i 2018, men dette forrykker ikke den solide forretnings- og finansieringsplan, som er genberegnet i 2021,” skriver Karl Frederik Danielsen.

Han peger på, at de øgede omkostninger kan finansieres ved eksterne låneoptag eller som lån i Nationalbanken, og at der dermed ikke skulle blive brug for nye kapitalindskud fra ejerne.

I det tredje grønlandske lufthavnsprojekt i Qaqortoq forventes der ligeledes en budgetoverskridelse, og den skal alene finansieres af Selvstyret, skriver Sermitsiaq.AG.

 

Relaterede artikler:

Advarer om økonomien i grønlandsk lufthavnsprojekt

Grønlandske lufthavne vil have direkte ruter fra Asien

Tidligere Billund-direktør får toppost i grønlandske lufthavne