Ryanair-fly i Aarhus Lufthavn.

Aarhus Lufthavn mister Ryanair-passagerer

En forsinket ruteopstart vil i 2014 betyde, at Aarhus Lufthavn får omkring 12.000 færre sæder til salg fra Ryanair. Det svarer til seks procent af samtlige udenrigspassagerer i 2012.

Det irske lavprisflyselskab Ryanair har for vane at vinterlukke en række af sine danske ruter for så igen at åbne til næste forår. Men i lufthavnene i Billund og Aarhus må man ofte vente i spænding, for at se, om Ryanair ny også vender tilbage med samme volumen som året før.

Der er noget der tyder på, at Aarhus Lufthavn vil få svært ved i sommertrafikprogrammet 2014 at fastholde sin Ryanair-trafik. Ryanair har nemligt valgt næste år at starte sommertrafikken sent fra Aarhus Lufthavn, så den samlede udbudte sædekapacitet bliver reduceret.

Ruterne til Málaga og Palma de Mallorca starter den 30 og 31. marts 2014, hvor de i år startede den 16. marts. Værst ser det ud med Girona-Barcelona ruten, der i år startede den 16. marts. Den kommer først i gang den 1. juli 2014 og ophører allerede den 1. oktober – en måned tidligere end sædvanligt.

Alicante-ruten har Ryanair endnu ikke lagt i programmet, men den får typisk fire uger i højsæsonen. Det store åbne spørgsmål er ruten fra norske Rygge til Aarhus. Den rute havde i årets sommertrafikprogram tre ugentlige frekvenser, men ruten er endnu ikke bekræftet fra Ryanair. I sidste uge var den sat til opstart den 31. marts, men nu er den pludselig fjernet fra ruteoversigten for 2014.

“Vi er endnu ikke helt færdig med trafikprogrammet for sommeren 2014. Vi forventer, at Alicante kommer med igen i højsæsonen, mens ruten fra Rygge til Aarhus også er aktuel. Men vi kan først præsentere det endelig program i begyndelsen af december måned,“ siger Elina Hakkarainen, der ansvarlig for salg og markedsføring hos Ryanair i Norden.

Den forsinkede opstart af ruterne fra Aarhus til Málaga og Palma de Mallorca samt den forkortede sæson for Girona-ruten ventes at ville betyde 16.600 færre flysæder i udbud i Aarhus Lufthavn i 2014. Hvis Rygge-ruten ikke aktualiseres er der yderligere 35.150 udbudte Ryanair-flysæder, der falder bort.

I 2012 havde Aarhus Lufthavn 205.883 udenrigsrutepassagerer, så Ryanairs forventede reduktion kan risikere at komme til at udgøre et betydeligt indhug i udenrigsrutetrafikken fra den østjyske lufthavn.

Strategien skal have lov at virke
Hos Aarhus Lufthavn erkender administrerende direktør Peter Høgsberg, at der er i sommertrafikprogrammet 2014 er udsigt til et lavere udbud fra det irske lavprisflyselskab end forventet.

“Det er ikke det man har lyst til at se, når man er chef for en lufthavn,“ konstaterer lufthavnsdirektøren.

Men det bekymrer ikke Peter Høgsberg, der tror fuldt og fast på den strategi, som der i øjeblikket arbejdes efter.

“Alt det, der er besluttet, havde jeg ikke indvirkning på. Alt det vi har sat i gang har handlet om omkostningsreduktion og mere effektiv drift, så vi kan give bedre tilbud og blive mere attraktive for selskaberne.Det vil først være fra vinterprogrammet 2014/15, at man kan se effekten, at det vi laver nu for at gøre lufthavnen mere kendt,“ forklarer lufthavnsdirektøren.

I øjeblikket er ruteaktiviteterne til at overse. I vintertrafikprogrammet flyver SAS på indenrigsruten til København, Ryanair til London-Stansted, mens Sun-Air på vegne af British Airways flyver til Oslo, Stockholm samt til Manchester via Gøteborg.