Air China har kig på LOT

Den polske regering ønsker at sælge ud af LOT Polish Airlines og Air China er på vej til Warszawa for at forhandle om et køb.

I løbet af de kommende dage kommer repræsentanter for det statsejede kinesiske flyselskab Air China til Polens hovedstad Warszawa. Ikke for at tage på sightseeing, men for at indlede forhandlinger med den polske regering om et køb af op til 49 procent af det statsejede polske flyselskab LOT Polish Airlines. Det skriver polske medier.

Polens regering gør nemlig nu et nyt forsøg på at få en ny ejer med friske penge ind i det skrantende Star Alliance-selskab. Regeringens problem er nemlig, at man har ydet LOT ulovlig statsstøtte den ene gang, som EU-Kommissionen tillader som følge af ”First time is the last time”-princippet. Et land må således gerne støtte sit nationale flyselskab økonomisk, men landet må kun gøre det én gang.
Støtte fra den polske stat i 2012 blev kendt lovlig, mod at LOT gennemførte en omfattende restrukturering. Det gjorde selskabet og fik sidste år igen lov til at åbne nye ruter og ekspandere.

Den polske rigsrevision vurderede imidlertid i april i år, at LOT havde en meget lille chance for at overleve, hvis ikke man fik en investor ind. Og regeringen ønsker at bevare LOT på polske hænder.

”LOT er vores nationale luftfartsselskab, som vi prøver på at redde uanset hvad det koster. Det er i dyb gæld,” siger vicepremierminister Mateusz Morawiecki til det polske nyhedsbureau PAP.

Tættere bånd til Kina
Uden et nationalt luftfartsselskab bliver Polen et perifert land, påpeger vicepremierministeren over for polske medier. Han bekræfter, at regeringen er i dialog med potentielle investorer, som kan sikre, at LOT ikke går konkurs eller bliver slugt af en større luftfartskoncern.

Den EU-skeptiske konservative polske regering har siden sin tiltrædelse sidste år ønsket at knytte tættere bånd til Kina generelt. Og under den kinesiske leder Xi Jinping’s besøg i Polen i juni forpligtede begge lande sig også til et tættere samarbejde.

Tre gange tidligere har en fremmed investor været på vej ind i LOT. I 1999 købte moderselskabet for Swissair 37,5 procent af LOT. Den ejerandel faldt væk, da Swissair gik konkurs i 2002. Siden hen havde Turkish Airlines planer om at købe 20 procent af LOT, men opgav planen igen, da man ikke kunne få den magt i bestyrelsen, som man ønskede sig. Senest viste det amerikanske investeringsselskab Indigo Partners i 2015 interesse for LOT, men det faldt til jorden som følge af manglende interesse fra den polske regerings side. Og endelig så har Etihad Airways også vist interesse for det polske flyselskab.

 

 

Relaterede artikler:

LOT genåbner ni ruter

Polske LOT reddet af EU

Etihad vil have en stor bid af LOT

Turkish Airlines tæt på køb af LOT

Massive nedskæringer skal redde LOT