Schengenlandenes nye indrejsesystem, EES, har skabt bekymring i luftfarten på grund af lange køer i paskontrollen. Nu lyder det fra EU-Kommissionen, at man vil hjælpe medlemslande, som oplever problemer, mens man dog nægter at suspendere systemet.
Selvom det ikke kan komme på tale at suspendere udrulningen af det nye europæiske grænsekontrolsystem, EES (Entry/Exit System, red.), efter der er opstået lange køer i europæiske lufthavne, så har EU alligevel lovet, at man vil forsøge at afhjælpe problemerne.
Det har EU’s kommissær for indre anliggender og migration, Magnus Brunner, meddelt i et brev, efter at europæiske lufthavne og flyselskaber har oplyst, at EES har medført ventetider på op til fem timer, mens vi befinder os i den travle sommersæson.
Europa-Kommissionen “vil nu gøre en yderligere indsats for at hjælpe de medlemslande, som fortsat oplever udfordringer,” skrev Brunner i brevet, der er dateret 3. juli ifølge Euractiv.
Har skabt bekymring i luftfarten
EES erstatter det klassiske, manuelle stempel, som rejsende får, når de krydser EU’s ydre grænser. Med det nye system benyttes rejsendes personoplysninger og biometriske data i stedet for at overvåge, om tidspunktet for udrejse overholdes.
Systemet benyttes på tværs af Schengen-samarbejdet, og i flere lufthavne, herunder i København, har det skabt køer i paskontrollen, netop som sommersæsonen blev skudt i gang. Herhjemme har det eksempelvis betydet, at både SAS og Norwegian har talt åbent om at fjerne kapacitet fra København.
Lufthavnenes brancheorganisation ACI Europe har også skrevet til EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, hvor de gør opmærksom på, at ventetiderne ved grænsekontrollen nu er nået op på fem timer i perioder, hvor trafikken er størst, og at de kan blive værre i de travleste rejseuger.
Giver fleksibilitet
Kommissær for indre anliggender og migration Magnus Brunners brev var et svar på et fælles brev, som er underskrevet af ACI Europe, Airlines for Europe (A4E) og den internationale luftfartsorganisation IATA.
Her kræver organisationerne øjeblikkelig indgriben, før situationen forværres yderligere i højsæsonen for sommerrejser. Her opfordrer man også til, at Schengen-landene får mulighed for at suspendere de nye kontroller i perioder, hvor trafikken er særligt stor.
Her påpeger Brunner, at EES allerede tager højde for de indledende udfordringer med at indføre systemet, og at det i forvejen er muligt for medlemsstater midlertidigt at suspendere registreringen af biometriske data frem til starten af september.
Han skriver også, at andre forhold, som ikke er relateret til EES, kan være årsag til forsinkelserne, såsom utilstrækkelig bemanding eller mangelfuld infrastruktur. En anden EU-embedsmand har påpeget, at systemet virker uden problemer ved størstedelen af omtrent 1.500 grænseovergange.
Giver sig ikke
Mens EU-Kommissionen lover at hjælpe medlemslande, som har udfordringer, så står det også klart, at EU ikke har tænkt sig at tillade en fuld suspension af EES. En EU-embedsmand har således fortalt Euractiv, at en suspension hverken ville være nødvendig eller praktisk.
Hvis en rejsende gør brug af systemet, når vedkommende ankommer til en Schengen-grænse, men forlader Schengen fra en grænseovergang, hvor EES er suspenderet, så kan grænsemyndighederne nemlig ikke afstemme data med hinanden.
For sit vedkommende forsvarer Europa-Kommissionen EES med, at systemet har registreret 110 millioner grænsepassager og 52 millioner rejsende siden udrulningen af systemet i oktober, og at det har bidraget til, at 44.000 personer blev stoppet i at rejse ulovligt ind i Schengenområdet.
Relaterede artikler:
Udsigt til kaotisk luftfartssommer med EES-system

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


