Spekulationer om, at Air China vil overtage Cathay Pacific i kølvandet på urolighederne i Hongkong, manes i jorden af direktør.
Air China har ingen planer om at overtage det Hongkong-baserede flyselskab Cathay Pacific. Det siger en direktør for det statsejede kinesiske flyselskab til avisen South China Morning Post.
”Ud fra, hvad jeg ved, vil jeg ikke tro, at det overhovedet er på dagsordenen, på ingen måde,” siger Air China-direktør Stanley Hui til avisen, som er Hongkongs førende engelsksprogede avis.
Air China ejer i dag 30 procent af Cathay Pacific, ligesom Cathay Pacific ejer 18 procent af Air China og de to selskaber har et tæt samarbejde om ruter.
Spekulationerne om, at Air China vil overtage Cathay Pacific helt, er opstået i kølvandet på den seneste tids uroligheder i Hongkong, som har kastet den tidligere britiske koloni ud i en politisk krise og blandt andet lammet bystatens internationale lufthavn.
Advarsel fra Kina
Kinas civile luftfartsmyndigheder har under demonstrationerne i Hongkong givet Cathay Pacifics ledelse en kraftig advarsel for at lade flyselskabets personale støtte protesterne mod Kina, og krævet at dette personale blev fyret. De kinesiske myndigheder har også bedt om navne på flybesætninger fra Cathay Pacific, der er ombord på fly, der overflyver eller flyver til Kina.
Indblandingen fra Kina resulterede i, at både Cathay Pacifics koncernchef Rupert Hogg og selskabets kommercielle koncerndirektør Paul Loo måtte træde tilbage, ligesom næsten et dusin Cathay Pacific-ansatte blev fyret.
Air China er næststørste aktionær
Air China er i dag den næststørste aktionær i Cathay Pacific efter Swire Pacific, som ejer 45 procent af selskabet. Ifølge nogle analytikere ville det være logisk for Air China at overtage resten af Cathay Pacific i fremtiden.
Stanley Hui siger imidlertid til South China Morning Post, at det vil sende et forkert signal til udenlandske investorer, hvis Air China forsøger at overtage Cathay Pacific, og at Kina ønsker at bevare Hongkong og ikke skræmme udenlandske investorer væk.
Cathay Pacific og Air China arbejder blandt andet sammen om ruten fra Hongkong til Beijing, og så sent som i sidste måned aftalte de to flyselskaber at forlænge deres samarbejde indtil mindst december 2022.
Antallet af passagerer, der fløj med Cathay Pacific, faldt i august med over 11 procent i forhold til samme måned sidste år.
Relaterede artikler:
Hong Kong-krise koster Cathay-topchefer jobbet