Airbus A330-200F fra Hong Kong Air Cargo. (Foto: Hong Kong Air Cargo)

Åbner ny fragtrute mellem Oslo og Hongkong

I begyndelsen af september i år åbner Hong Kong Air Cargo en ny rute til Oslo Lufthavn med et af dets Airbus A330-fly. Særligt fiskerisektoren vil få glæde af ruten, lyder det fra Avinor.

Oslo Lufthavn får snart en ny langdistancerute inden for fragtområdet.

Således oplyser den norske lufthavnsoperatør, Avinor, at det asiatiske flyselskab Hong Kong Air Cargo snart åbner en ny rute til Oslo Lufthavn. Første flyvning bliver 4. september 2024, og der bliver én ugentlig flyvning mellem Hongkong og Oslo.

Fragtruten markerer et vigtigt skridt i arbejdet med at styrke handel og transport mellem Norge og Asien, lyder det fra Eva Beate Lande, der er fragtdirektør hos Avinor.

”Vi er meget glade for at byde Hong Kong Air Cargo velkommen til Oslo Lufthavn. Denne rute giver norske eksportører, især i fiskerisektoren, en hurtig og pålidelig transportrute til Asien, hvilket øger vores konkurrenceevne på det globale marked,” siger hun.

Ny rute vil bidrage til øget handel
Avinor glæder sig over, at den nye fragtrute fra Oslo til et af verdens største økonomiske knudepunkter giver eksportører i Norge adgang til nye markeder. Ruten vil bidrage til øget handel og styrkelse af de økonomiske bånd mellem Norge og Asien, lyder det.

Virksomhederne i fiskerisektoren kan dermed se frem til en mere effektiv og hurtigere vej til de asiatiske markeder, og derved kan produkternes kvalitet forhøjes ved ankomsten i Asien.

Herudover påpeger Avinor, at den nye fragtrute vil diversificere tilbuddene i Oslo Lufthavn. De forskelligartede ruter vil øget stabiliteten og reducere sårbarheden over for ændringerne i markedet. Norske virksomheder er med det øgede ruteudbud bedre rustet til eventuelle globale udfordringer.

Fik også ny fragtrute til Asien i april
Hong Kong Air Cargo vil på ruten til Oslo Lufthavn benytte en Airbus A330-200F. Selskabet, der blev stiftet i Hongkong i 2017, råder over fem fly af denne type. Der flyves primært på ruter til asiatiske destinationer, men selskabet har også ruter til Istanbul og Milano.

Oslo Lufthavn fik imidlertid en anden ny fragtrute til Asien i april i år. Det var Beijing Capital Airlines, der åbnede en rute med tre ugentlige afgange fra Chengdu i Kina til den norske hovedstad – med stop undervejs i Astana, der er hovedstad i Kasakhstan. Der flyves med en Airbus A330-300.

 

Relaterede artikler:

Luftfragt i globalt boom: Væksten er tocifret

Beijing Capital Airlines med fragtrute fra Oslo

Luftfragt skal hjælpe interkontinentale ruter til Oslo