Tankning af grønt brændstof i Air France-fly. (Foto: Air France | PR)

Air France-kunder skal købe mere grønt brændstof

Air France vil spæde til med samme beløb for hver krone selskabets passagerer bruger på bæredygtigt flybrændstof i en otte ugers periode i forbindelse med de olympiske lege i Paris.

De 33. olympiske sommerlege afholdes i Paris fra den 26. juli til den 11. august, og det benytter Air France blandt andet til at promovere selskabet og sine aktiviteter i forbindelse med den grønne omstilling.

Således har det franske flyselskab tilbudt at fordoble passagerernes tilkøb af bæredygtigt brændstof – Sustainable Aviation Fuel (SAF) – i forbindelse med verdens største idrætsbegivenhed. 

Tilbuddet er allerede tilgængeligt og gælder for alle rejser til Frankrig mellem den 18. juli og den 9. september 2024, hvor passagererne kan vælge at anvende et bestemt beløb til køb af SAF, hvorefter Air France bidrager med præcis samme beløb.

Maria Hagelberg, der er ansvarlig for bæredygtighed hos Air France i og KLM i Nordeuropa, som Air France-KLM kalder det nordiske marked, håber at mange vil gøre brug af muligheden.

“Siden 2022 har vi tilbudt alle vores kunder at tilføje SAF, Sustainable Aviation Fuel til billetten, hvilket kan gøres både online og via appen. Vi vil gerne gøre vores kunder opmærksom på dette gennem denne fordobling, samtidig med at vi håber, at det vil stimulere flere til at tage skridtet til at tilføje SAF. Hver en krone vil blive investeret til køb af SAF.”

1.030 kroner for fuld kompensation til Paris
Hvis man bestiller en rejse fra København til Paris, vil én passager udlede 188 kilo CO2 for den to timer lange flyvning, der samlet er på 1.022 kilometer.

Her får de rejsende muligheden for at vælge at købe SAF for at reducere CO2-udslippet med henholdsvis 25, 50 og 100 procent. Vil man reducere udslippet med 46 kilo koster det 258 kroner, 94 kilo løber op i 514 kroner og fuld udligning på 188 kilo koster i alt 1.030 kroner.

Dette beløb matches efterfølgende af Air France.

Air France-KLM oplyser, at selskabet i 2023 for andet år i træk var den største bruger af SAF på globalt niveau. Koncernen brugte omkring 16 procent af al tilgængeligt SAF, hvilket var en stigning på næsten 100 procent i forhold til 2022. Dermed havde den fransk-hollandske luftfartskoncern i 2023 en iblanding på omkring 1,0 procent mod 0,6 procent i 2022.

Målet er at reducere CO2-udledningen med 30 procent per passagerkilometer inden 2030, når der tages udgangspunkt i basisåret i 2019. Inden 2030 er det målet at have en iblanding på 10 procent, hvor EU-kravet på dette tidspunkt vil være på seks procent.

 

Relaterede artikler:

KLM har stærk bæredygtighedsprofil i Norden

Flere nordiske KLM-kunder betaler SAF-tillæg

Air France vil iblande 10 procent SAF i 2030