Tankning af grønt brændstof i Air France-fly. (Foto: Air France | PR)

Air France vil iblande 10 procent SAF i 2030

En ny strategi for at lette Air Frances klimaaftryk indebærer blandt andet, at selskabet vil benytte mere bæredygtigt flybrændstof og i højere grad erstatte korte flyvninger med togture.

Verden over arbejdes der med at mindske CO2-udledningerne fra flytrafikken, da det fortsat er en af de store klimasyndere. En af de metoder, der kan benyttes til at opnå dette mål, er ved at gøre brug af bæredygtigt flybrændstof i et større omfang, end det er tilfældet i øjeblikket.

Det grønnere alternativ til fossilt brændstof kan reducere udledningerne ved en flyvning med op til 80 procent, og netop det bæredygtige flybrændstof – også kaldet sustainable aviation fuel (SAF) – spiller også en prominent rolle i Air Frances nye klimastrategi, der hedder ’Air France ACT’.

Flyselskabet fortæller, at strategien har tre hovedformål. Den skal mindske antallet af direkte udledninger fra flytrafikken, reducere klimaaftrykket ved Air Frances andre aktiviteter samt forpligte flyselskabet til at støtte projekter, der arbejder med at fjerne allerede udledt CO2 fra atmosfæren.

Vil benytte mere SAF
De tre mål skal indfries via en række initiativer, der tilsammen skal føre til, at flyselskabet i 2030 udleder 30 procent mindre CO2 per passagerkilometer sammenlignet med i 2019. Det vil alt i alt betyde, at selskabet reducerer de overordnede udledninger med 12 procent, lyder det.

For at nå derhen ønsker selskabet at modernisere flåden, så den i fremtiden vil bestå af mere brændstofeffektive flytyper, der udleder mindre CO2. Air France vil fokusere på A220- og A350-fly fra Airbus, som skal udgøre 70 procent af flåden i 2030. I dag tegner de to flytyper sig for syv procent.

Air France oplyser, at der er blevet afsat en milliard euro (7,4 milliarder kroner) årligt til investeringer i nye fly mellem nu og 2025.

Derudover ønsker flyselskabet også at benytte mere SAF. I dag iblandes der i gennemsnit én procent bæredygtigt flybrændstof på alle flyvninger, der afgår fra Frankrig. Det tal skal øges sådan, at Air France i 2030 gennemsnitligt iblander 10 procent på alle flyvninger og 63 procent, når kalenderen viser 2050

Mindre plastik og flere togture
I tillæg til flådemoderniseringer og mere grønt brændstof på flyene ønsker Air France også i højere grad at gøre brug af såkaldt eco-piloting, hvilket vil sige, at der så vidt muligt kun gøres brug af én af flyets motorer, når det taxier, at flyruterne optimeres ved brug af kunstig intelligens og at indflyvninger tilrettelægges på en mere bæredygtig vis i samarbejde med flyvelederne.

Ved brug af disse metoder forventer Air France, at flyselskabet kan reducere udledningerne med yderligere to til tre procent i løbet af et år. Selskabet ønsker desuden at tilrettelægge mulighederne for at få måltider ombord og i lufthavne mere bæredygtigt således, at mængden af affald fra serveringerne reduceres.

Det skal blandt andet ske gennem en udfasning af plastikbestik og -krus. I slutningen af i år regner Air France med, at selskabet har udskiftet 90 procent af dette udstyr med mere bæredygtige alternativer, når man sammenligner med hvor meget, der blev benyttet i 2018.

Slutteligt vil Air France i højere grad tilbyde andre og mindre udledende transportformer på kortere strækninger. Det kan eksempelvis være ved at erstatte en kort flyvning med en tur i tog. I den anledning har flyselskabet forstærket et allerede eksisterende samarbejde med SNCF, som er et jernbaneselskab, der er ejet af den franske stat.

 

Relaterede artikler:

Air France tilbage med 90 procent af 2019-kapacitet

Air France-KLM indfører klimatillæg

Første danske virksomhed i Air France-KLM program