Air France Boeing 787-9 Dreamliner (Foto: Air France)

Air France på vej med ny rute og flere frekvenser

I løbet af det kommende vintertrafikprogram vil Air France øge betjeningen af flere destinationer, ligesom flyselskabet også har offentliggjort planer om at føje atter en USA-lufthavn til rutekortet.

Air France anser Nordamerika for at være et interessant luftfartsmarked, og derfor vil flyvninger til rejsemål i denne del af verden også blive prioriteret yderligere, når flyselskabet tager hul på årets vintertrafikprogram i slutningen af oktober.

Meldingen er, at som planerne ser ud i øjeblikket, regner selskabet med at foretage 212 flyvninger om ugen til 21 forskellige destinationer i henholdsvis USA, Canada og Mexico.

Vil flyve til ny destination
Nyhederne omfatter blandt andet en ny USA-rute, hvor der skal flyves nonstop mellem Paris-Charles de Gaulle og Raleigh-Durham International Airport i den amerikanske stat North Carolina.

Ruten vil blive befløjet tre gange ugentligt med afgang fra den franske hovedstadslufthavn mandage, onsdage og fredage.

Flyvningerne vil foregå med et Boeing 787-9 Dreamliner-fly, der vil kunne medbringe 279 passagerer. Flyet vil være konfigureret med 30 sæder på Business Class, 21 på Premium Economy samt 228 pladser på Economy Class, fortæller Air France.

I alt vil Air France have 14 destinationer i USA på rutekortet i løbet af vinteren. En af de andre er Dallas-Fort Worth i Texas, og i det kommende trafikprogram skruer flyselskabet op for frekvensen i disse flyvninger i forhold til seneste vinter således, at de øges fra tre til fem.

Forlænger nyetableret rute
Selskabet har også planer om at foretage flere flyvninger til og fra Canada, da Air France vil flyve mellem Paris-Charles de Gaulle og Montreal, Toronto, Vancouver samt Ottawa til vinter.

Det indebærer, at antallet af flyvninger til såvel Montreal som Vancouver øges fra henholdsvis 17 og tre i den forgangne vinter til 21 og fem fra oktober i år til marts 2024.

I slutningen af juni påbegyndte Air France flyvninger mellem Paris-lufthavnen og Ottawa, og nu lyder det, at selskabet har besluttet at fortsætte driften af denne rute i løbet af vintertrafikprogrammet. Den vil blive befløjet mandage, tirsdage, torsdage, lørdage og søndage i en 787-9 Dreamliner i samme konfiguration som på den føromtalte Raleigh-Durham-rute.

Med start den 2. december vil flyselskabet genoptage flyvningerne på ruten mellem Pointe-à-Pitre på Guadeloupe og Montreal i Canada. Ruten vil blive betjent tirsdage og lørdage med et Airbus A320-fly.


Relaterede artikler:

Air France klar med 191 destinationer

Åbner eneste rute mellem Europa og Ottawa

Air France opruster massivt til Kina