Spirit AeroSystems. (Foto: Spirit AeroSystems | PR)

Airbus og Boeing i forhandlinger om leverandør

Airbus er Spirit AeroSystems næststørste kunde, og flyproducenten var ikke begejstret for nyheden om, at Boeing forbereder et opkøb af selskabet. Derfor forhandles der nu om en løsning.  

I øjeblikket har Boeing travlt med at håndtere den turbulens, som flyproducenten endte i, da et panel, døren ved en nødudgang samt stoleryggen på et ledigt sæde blæse af et 737 MAX 9-flys skrog under en flyvning med Alaska Airlines i begyndelsen af januar.

Den amerikanske flyproducent har efterfølgende skiftet ud i topledelsen, udbetalt erstatning og nu forsøger man at få bedre styr på underleverandørerne.

I en indledende undersøgelse kom det nemlig frem, at problemet opstod, da en dørforsegling var blevet åbnet, fordi et team fra underleverandøren Spirit AeroSystems skulle reparere flere beskadigede nitter. Herefter restaurerede ansatte fra Boeing interiøret.

Det har formentlig været i løbet af denne proces, at dørboltene ikke er blevet fastgjort igen af enten personalet fra Boeing eller Spirit AeroSystems, vurderer den amerikanske havarikommission National Transportation Safety Board (NTSB), der har udfærdiget rapporten.

Airbus er mindre begejstret
Indtil 2005 var Spirit AeroSystems en del af Boeing, men på daværende tidspunkt blev aktiviteterne placeret i et selvstændigt selskab og solgt fra. Den amerikanske flyproducent er i dag fortsat selskabets største kunde, og nu ønsker man atter at blive ejer.

I lyset af de aktuelle udfordringer har Boeing og Spirit AeroSystems derfor indledt drøftelser om et opkøb, men man er dog løbet ind i en udfordring i og med, at den næststørste kunde er Airbus, og her har udsigten til et salg fået en mere lunken velkomst.

Det skyldes, at Airbus ser med rynkede bryn på udsigten til, at Boeing skulle få indblik i de udgifter, der er forbundet med produktionen af selskabets A350-fly samt de eventuelle planer, der er for flytypen i fremtiden, ligesom Airbus heller ikke ønsker at give konkurrenten lejlighed til at ændre ved de ressourcer, der er tilgængelige for produktionen.

Vil deles om selskabet
Ifølge Reuters er Boeing og Airbus nu i færd med at finde en måde, hvorpå de to flyproducenter eventuelt kan dele Spirit AeroSystems mellem sig således, at de hver især overtager de fabrikker, som er nødvendige for, at produktionen kan fortsætte som hidtil.

Det forlyder, at der i disse dage er dialog mellem de tre parter med henblik på at udarbejde vilkår for en kommende handel og salg af Spirit AeroSystems, som begge de to store flyproducenter vil være tilfredse med.

Selvom parterne når frem til en aftale, vil en eventuel handel fortsat skulle godkendes af de relevante myndigheder. Adspurgt af nyhedsbureauet svarer bekræfter en talsperson fra Airbus kortfattet, at flyproducenten overvejer forskellige muligheder, mens Boeing ikke ønsker at kommentere nyheden.


Relaterede artikler:

Alaska Airlines får milliarderstatning fra Boeing

NTSB vil igangsætte høring om Boeing-hændelse

NTSB-rapport: Fire bolte manglede på MAX-fly