Københavns Lufthavn oprettede sidste år to særlige pendlerspor i sikkerhedskontrollen. Nu vil lufthavnen undersøge muligheden for at lave et spor til indenrigsrejsende.

Alsie Express med ny kritik af CPH

Seks måneder efter flytning af indenrigspassagererne fra T1 til T3 i Københavns Lufthavn, er der stadig kritik af ventetiderne i den centrale sikkerhedskontrol.

Da Københavns Lufthavn i august måned 2014 indgik en ny takstaftale med flyselskaberne, var det et stort ønske fra SAS og Norwegian at få flyttet indenrigspassagererne over i lufthavnens hovedterminalanlæg og omdanne Terminal 1 til en af lufthavnens såkaldte fingre.

Selvom løsningen har indebåret, at indenrigspassagererne har fået forbedret adgang til metro og tog samt hurtigere transfer ud i verden, er det ikke alle flyselskaber, der er tilfredse med ændringen.

Alsie Express, der flyver mellem Sønderborg og København, har flere gange luftet selskabets utilfredsmed med flytningen af indenrigstrafikken fra T1 til T3. Seks måneder efter flyvningen er de kritiske røster ikke forstummet, selvom Alsie Express netop har fået adgang til at tilbyde passagererne FastTrack-produktet CPH Express.

“Vi kæmper stadig med Københavns Lufthavn for at sikre bedre forhold for vores pendlere. Selvom der er blevet etableret pendlerspor, skal man ofte stå i en lang kø, før der sker en fordeling ved pendlersporet. Det giver intet,“ siger administrerende direktør Henrik Therkelsen til CHECK-IN.dk.

Hos Københavns Lufthavn lytter man til kritikken, men til gengæld har man ikke lyst til at kommentere utilfredsheden i medierne.

“Det er vigtigt for os, at både flyselskaber og rejsende er tilfredse med vores service i lufthavnen. Derfor er vi i løbende kontakt med Alsie Express, og vi vil naturligvis tage en tæt dialog for at sikre, at også sikkerhedskontrollen fungerer bedst muligt for dem,“ siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.

Ambassadører skal tale sagen
Alsie Express er klar til at kæmpe for, at forholdene for selskabets mange pendlere bliver forbedret. Det er nemlig flyselskabets opfattelse, at stilstand på indenrigsrejser ikke er rimeligt, da det handler om, hvad selskaber kalder “convenience“.

“Lige nu samler vi gode argumenter blandt de hyppigt rejsende og forsøger at finde ambassadører, som kan tale vores sag. Ventetiden i køerne er nemlig ikke på det niveau, som vi gerne så,“ fastholder Henrik Therkelsen.

Udover en eventuel ulempe for passagererne koster det også Alsie Express lidt mere end 50 kroner ekstra i passagerafgift i forhold til tidligere, hvor indenrigsbetjeningen fandt sted i Terminal 1.

“Vi betaler i dag meget mere for et produkt, som vi egentlig ikke ønsker. Vi er samtidig i dialog med DAT (Danish Air Transport, red.) og vil afstemme vores interesser med dem, hvis tingene ikke blive bedre,“ understreger Alsie Express-direktøren.