SAS Airbus A330-300 i Los Angeles International Airport (Foto: Hobby Spotter | YouTube)

Amerikansk storlufthavn kommer over 2019-niveau

Over en todages periode i oktober kom Los Angeles International Airport over niveauet i forhold til 2019. Lufthavnen forventer at have genoprettet trafikken til Europa i løbet af vinteren.

I løbet af oktober har Los Angeles International Airport (LAX) i den amerikanske delstat Californien nået over niveauet fra 2019, der var det sidste hele år før coronapandemien.

Den amerikanske storlufthavn melder således, at den to dage i træk har haft flere passagerer end i samme periode for fire år siden. Det er første gang, at lufthavnen overgår niveauet i antallet af passagerer fra 2019.

Transportation Security Administration (TSA), der blandt andet står for sikkerheden i lufthavnene i USA, melder, at Los Angeles-lufthavnen håndterede i alt 111.017 passagerer mandag 9. oktober 2023. Det er en vækst på 3,1 procent i forhold til samme dag i 2019, hvor i alt 107.675 passagerer gik gennem terminalerne.

Dagen efter – tirsdag 10. oktober – blev 2019-niveauet ligeledes overgået. Her registrerede TSA i alt 94.686 passagerer i LAX, hvilket var lidt flere end de 94.211 rejsende, der var samme dag for fire år siden.

Flere rekorddage på vej
I perioden fra 1. til 16. oktober 2023 har Los Angeles International Airport i alt håndteret 3.317.276 passagerer. I samme periode i 2019 var tallet 3.509.522, og lufthavnen har dermed genoprettet passagertrafikken til 94,5 procent af niveauet fra før pandemien.

”Den bemærkelsesværdige milepæl med at overgå antallet af passagerer før pandemien er en præstation, som Los Angeles World Airports fejrer med vores medarbejdere, gæster og lufthavnspartnere. I løbet af de sidste par år har vi været dedikerede til at opbygge modstandskraft og lægge grundlaget for en fuld genopretning,” siger Bea Hsu, konstitueret administrerende direktør hos Los Angeles World Airports.

”Efterårets rejsesæson er allerede på de højeste niveauer siden 2019, og LAX ser frem til flere rekordsættende dage, når vi byder passagerer velkommen til Thanksgiving og vinterferien.”

Snarlig fuld genopretning af Europa-trafik
Los Angeles-lufthavnen har skabt fuld genopretning ved flyvninger til Mexico samt Central- og Sydamerika, mens trafikken til Europa forventes at være genoprettet i løbet af den kommende vinter. I øjeblikket er genopretningen af udbudte sæder på 88 procent af niveauet fra 2019, men øget efterspørgsel og belægning har således på visse dage sendt passagertallet i vejret til over 2019-niveauet.

I øjeblikket har Los Angeles International Airport ruter til 85 indenrigsdestinationer sammenlignet med 93 i 2019. Antallet af internationale destinationer er 75; i 2019 var der 83 destinationer.

Blandt de internationale destinationer er Københavns Lufthavn, hvorfra SAS har daglige flyvninger med Airbus A350-900.

 

Relaterede artikler:

Norse annoncerer tredje USA-rute fra Berlin

SAS flytter Los Angeles-rute til CPH

Med ekstra benplads til Los Angeles