Det asiatiske flyleasingselskab BOC Aviation har bestilt yderligere 50 Boeing 737 MAX. (Foto: BOC Aviation)

Bank of China på storindkøb hos flyproducenter

Det asiatiske flyleasingselskab BOC Aviation med hovedkontor i Singapore har lagt ordrer på samlet 120 fly hos Airbus og Boeing. Flyene vil blive leveret frem til år 2032.

BOC Aviation har haft den store tegnebog fremme i forbindelse med bestilling af helt nye fly hos verdens to største flyproducenter.

Således har BOC Aviation, der siden 2006 har været ultimativt ejet af Bank of China, været på storindkøb, hvor der er blevet handlet i alt 120 spritnye fly.

Hos Airbus er der blevet lagt en ordre på i alt 70 A320neo-fly. Flyene er planlagt til levering frem til 2032 og inkluderer konverteringsrettigheder til andre varianter i familien af A320neo-fly.

Den resterende Airbus-ordrebog fra BOC Aviation er dermed omkring 200 fly, mens det samlede antal bestilte Airbus-fly er over 700 siden den første ordre i 1996. Det oplyser Steven Townend, koncernchef hos BOC Aviation.

Ordre styrker leasingselskabs position
BOC Aviation har hovedkonter i Singapore og med afdelinger i både Dublin, London, New York og Tianjin. Selskabet er glad for at styrke sin position i markedet med den seneste ordre på 70 fly.

”Denne ordre styrker vores position som en af ​​de fem største globale flyleasingselskaber og giver os en stærk leveringspipeline ind i det næste årti. Vi ser frem til at forsyne flere flyselskabskunder med dette populære brændstofeffektive og teknologisk avancerede fly,” siger Steven Townend.

For Benoit de Saint-Exupéry, salgsdirektør hos Airbus Commercial Aircraft, er ordren fra BOC Aviation et vidnesbyrd om koncernens vedvarende tillid til Airbus A320-familien.

”Denne betydelige investering gør BOC Aviation til en af ​​de største Airbus-kunder og fremhæver den stærke og fortsatte markedsefterspørgsel på vores brændstofeffektive fly og deres langsigtede værdi. A320-familien leverer exceptionelle fordele til operatørerne, og vi ser frem til at fortsætte vores samarbejde med BOC Aviation, der giver flyselskaber banebrydende flådeløsninger,” siger han.

Bestiller også 50 MAX-fly
Foruden Airbus-ordren har BOC Aviation også lagt en ordre på 50 nye Boeing 737 MAX 8-fly. Flyene vil blive leveret frem til 2031 og inkluderer konverteringsrettigheder til andre varianter i Boeing 737-familien.

Ifølge Steven Townend har BOC Aviation nu en ordrebog på over 140 brændstofeffektive MAX-fly, hvilket er det største antal Boeing-fly i ordrebogen i koncernens historie.

Brad McMullen, direktør for kommercielt salg og marketing hos Boeing Commercial Airplanes, er meget tilfreds med, at BOC Aviation endnu engang har valgt nye fly hos Boeing.

”BOC Aviations seneste investering i 737-8 demonstrerer den tillid, leasingselskaber har til dette fly for at imødekomme den fortsatte efterspørgsel på flyrejser og forbedre brændstofeffektiviteten,” siger han.

 

Relaterede artikler:

Stærk årsafslutning med ordre på 40 MAX-fly

Norse øger til 15 Dreamliner-fly før opstarten

Kina er ny storaktionær i Norwegian