Pårørende til ofrene for de to MAX-ulykker får en håndsrækning på 100 millioner dollar fra Boeing. Pengene skal gennem flere år hjælpe berørte familier og samfundsgrupper.
I alt 346 mennesker mistede livet ved de to Boeing 737 MAX-ulykker i Indonesien i oktober sidste år og i Etiopien i marts i år med fly fra henholdsvis Lion Air og Ethiopian Airlines.
Boeing har nu besluttet at yde økonomisk hjælp til de mange efterladte her omkring fire måneder efter seneste dødsulykke. Den amerikanske flyproducent kunne onsdag fortælle, at de efterladte får doneret 100 millioner dollar, eller hvad der svarer til cirka 660 millioner kroner.
Pengene skal være med til at hjælpe familier og samfundsgrupper, som er blevet ramt af de tragiske ulykker. Midlerne skal blandt andet være med til at støtte uddannelse, mens pengene også skal være med til lette familiernes trængsler og leveomkostninger. Det store pengebeløb skal ligeledes støtte fællesskabsprojekter og økonomisk udvikling i de berørte samfundsgrupper.
Boeing: “Familierne har vores dybeste sympati”
Boeing vil indgå samarbejde med lokale myndigheder og nonprofitorganisationer for at få hjælpen helt ud til dem, der har brug for den. Berørte familier kan eksempelvis være økonomisk presset på grund af udgifter til begravelse, eller hvis den enkelte husholdning har mistet en af de personer, der normalt sørger for indkomst.
“Vi hos Boeing er kede af de tragiske tab af menneskeliv ved begge ulykker, og disse tabte liv vil fortsat veje tungt i vores hjerter og i vores sind i de kommende år. Familierne og de elskede til dem om bord har vores dybeste sympati, og vi håber, at denne indledningsvise donation kan hjælpe dem,” siger Dennis Muilenburg, koncernchef i Boeing.
“Vi ved, at hver person, der stiger om bord på et af vores fly, giver deres tillid til os. Vi er fokuseret på at genvinde den tillid fra vores kunder og offentligheden i de kommende måneder.”
Pengene vil blive investeret over flere år, lyder det fra Boeing, der vil give flere detaljer i den nærmeste fremtid. De enkelte medarbejdere hos Boeing, der ønsker at donere penge direkte til berørte familier, har også mulighed for dette frem mod nytår.
Donation uafhængig af retssager
De efterladte til ofrene for de to Boeing 737 MAX-dødsulykker har anlagt mere end 100 retssager, skriver det amerikanske medie CNBC. Boeing er desuden genstand for en strafferetlig undersøgelse fra det amerikanske justitsministerium omkring udviklingen af MAX-flyet.
Donationen på 100 millioner dollar, der er mindre end listeprisen på en Boeing 737 MAX 8, er uafhængig af, hvordan retssagerne falder ud. Og pengene vil ikke have nogen indflydelse på retssagerne, siger en talsmand fra Boeing.
Om bord på Ethiopian Airlines-flyet var mange hjælpearbejdere, og flere var involveret i sundheds-, fødevare- eller miljøprojekter.
“Hvis pengene bruges til at fremme det arbejde, som folkene på flyet stod for, vil pengene være brugt godt,” siger Justin Green ifølge CNBC. Han er advokat fra New York og repræsenterer flere af ofrene fra Etiopien-ulykken. Boeings trecifrede milliondonation får dog ikke indflydelse på den strategi, som hans klienter vil have i retssalen.
”Hvad familierne i virkeligligheden vil vide er, hvordan dette kunne ske. Kunne det være blevet undgået,” spørger Justin Green.
Pårørende vil kæmpe i retten
En af repræsentanterne for pårørende til Lion Air-ofrene, Anton Sahadi, siger ifølge CNBC, at familierne påskønner Boeing-pengene. Men familierne dropper på den baggrund ikke retssagerne.
”Vi vil fortsætte med at kæmpe for vores rettigheder i retssalen. Boeing gør dette for at genopbygge deres image,” siger han.
Samtlige Boeing 737 MAX-fly blev groundet efter ulykken i Etiopien. Myndighederne skal blandt andet først godkende en softwareopdatering af det udskældte MCAS-system, før flyene atter kan komme i luften. Det forventes tidligst at ske til oktober.
Relaterede artikler:
MAX-piloter lægger sag an mod Boeing
Flere flyselskaber kræver erstatning fra Boeing