Der er fire måneder siden, at det svenske regionale flyselskab BRA genoptog driften efter 13 måneders rekonstruktion. I sommeren har omkring 140.000 passagerer fløjet med selskabet til og fra Bromma.
I begyndelsen af april 2020 valgte Braathens Regional, der driver forretning under navnet BRA, at anmelde en rekonstruktion af selskabet for at undgå en truende konkurs.
Den 12. maj 2021, hvilket var 13 måneder senere, kunne selskabet genoptage driften efter en succesfuld rekonstruktion, og her startede man op under pandemien og med stor usikkerhed i forhold til, hvordan efterspørgslen ville udvikle sig.
Men tilsyneladende er det gået bedre end forventet, hvis man skal tro en jublende pressemeddelelse fra det regionale svenske flyselskab, der kalder det et lykketræf, at man genstartede umiddelbart før sommeren.
80 procent af trafikken i Bromma
Selskabet giver ikke meget indsigt i tallene, men det bekræftes dog, at belægningen i gennemsnit har været på 72 procent på samtlige flyvninger. Der afsløres, at belægningen på ruterne til Halmstad, Malmø og Umeå har været på 80 procent i gennemsnit, mens Ängeholm og Visby havde henholdsvis 75 og 72 procent belægning. Hvilket ruter, der har klaret sig så dårligt, at gennemsnittet er landet på 72 procent, nævnes der dog ikke noget om.
Til gengæld fortæller BRA, at selskabet har taget sin markedsledende rolle tilbage i Stockholm Bromma Airport, hvor man over sommeren har transporteret omkring 80 procent af alle passagerer, der rejste til og fra den bynære svenske hovedstadslufthavn. Ifølge Swedavia var der 174.683 passagerer, der benyttede Bromma i juni, juli og august, hvorfor BRA havde i omegnen af 140.000 passagerer ombord på sine fly.
“Vi er så glade og taknemmelige over, at så mange kunder har valgt at flyve med os denne sommer. Vi havde aldrig turdet drømme om denne udvikling, da vi genstartede i maj, og vi takker ydmygt for tilliden. Det føles også fantastisk, at vi har genvundet vores stærke position i vores hjemlige lufthavn Bromma med en markedsandel på 80 procent,” siger Martin Erkenborn, der er kommerciel chef hos flyselskabet
Alle fly snart i drift
I slutningen af september vil samtlige 12 ATR 72-600 være på vingerne, da selskabet på det seneste har genoptaget ruterne til blandt andet Ronneby og Växjö. Herudover startes en international rute fra Gøteborg til Aarhus den 27. september.
For os i BRA er det af allerstørste betydning at være her for alle, der har brug for at flyve. Vi ser nu, at efterspørgslen efter indenrigsrejser stiger, og vi åbner derfor flere ruter og øger frekvensen på eksisterende ruterne til at forbinde Sverige, nu hvor restriktionerne lempes og behovet for at rejse stiger,” lyder det fra BRA-chefen.
Før pandemien havde BRA årligt 2,0 millioner passagerer, 1.100 ansatte og en årlig omsætning på 2,6 millarder svenske kroner.
Relaterede artikler:
Tre svenske BRA-ruter fra Aarhus