Cimber Sterling overhaler lavprisflyselskaberne i kapacitetsvækst

De fem største lavprisflyselskaber, der opererer til og fra Danmark, har alle haft en betydelig kapacitetsvækst gennem de seneste 12 måneder. Men de bliver alle overgået af Cimber Sterling, der topper vækstkurven med 45 %.

Væksten i luftfarten har de senere år næsten udelukkende været tilskrevet lavprisflyselskaberne. I dag udgør lavprisflyselskaberne omkring 35 % af den europæiske rutetrafik.

I 2009blev alene 162,5 mio. passagerer transporteret af de 11 medlemmer af ELFAA (European Low Fares Airline Association). Det repræsenterede samtidig en gennemsnitlig stigning i passagertallet hos foreningens medlemmer på ikke mindre end 8,7 %. Vel at mærke i et marked, hvor så godt som alle netværksselskaberne gik tilbage. ELFAA-medlemmerne omfatter Blue Air, bmibaby, easyJete, Flybe, Jet2com, Norwegian, Ryanair, SverigeFlyg, transavia.com, vueling og Wizz Air.

Sætter manfokus på de selskaber, der bl.a opererer på det danske marked, er den generelle vækst i udbudte sæder heller ikke ubetydelig:

Selskab Vækst i pct. antal udbudte sæder
Cimber Sterling 45 %
Norwegian 40 %
Transavia 33 %
Germanwings 25 %
Ryanair 13 %
easyJet 9 %

Kilde: anna.aero, OAG Max Online og flyselskaberne.

Tallene er udtryk for vækst i udbudt kapacitet på hele rutenettet, når der sammenlignes mellem uge 32/2009 og uge 33/2010.

Naturligvis er det lettere at skabe stor vækst, når udgangspunktet er relativt beskeden. Således voksede Cimber Sterling fra 36 ruter i august 2009 til 54 ruter i august måned i indeværende år. Men der er langt op til Europas største lavprisflyselskab, der i august måned udbyder 1.023 ruter mod 807 ruter året før.

Selskab Uge 32/2009 Uge 33/2010 Vækst i pct.
Ryanair 807 1.023 27 %
easyJet 406 485 19 %
Norwegian 165 180 9 %
Germanwings 119 145 21 %
Transavia 105 128 21 %
Cimber Sterling 36 54 50 %

Kilde: anna.aero, OAG Max Online og flyselskaberne.

Norwegian og Germanwings gør sig bemærket ved, at væksten i antal ruter er mindre end væksten i antallet udbudte sæder. Det skyldes primært to forhold hos Norwegian. Selskabet er i gang med at udskifte de ældre Boeing 737-300 fly med splinternye Boeing 737-800. Det øger sædeantallet fra 148 til 186, hvilket alene svarer til en kapacitetsforøgelse på næsten 26 % uden at der nødvendigvis åbnes nye ruter.

Heruodver er der også tale om, at de to nævnte selskaber har etableret mere højfrekvent trafik end de øvrige lavprisflyselskaber. Norwegians nylige satsning i Danmark med tre daglige afgange fra Københavntil Karup er eksempelvis højfrekvent trafik i sammenligning med andre ruter, der måske kun beflyves 2 – 3 gange ugentligt.

Udbudt kapacitet er dog ikke lig med solgt kapacitet. Men lavprisflyselskaberne har traditionelt høj belægning på flyene, hvilket tallene fra ELFAA også vidner om. I 2009 var den gennemsnitlige kabinefaktor 82 % på alle 11 medlemsselskaber. Bedst var easyJet med 86 %, mens bmibaby er den absolutte bundprop med 67,2 %. Norwegian ligger på 78 % i gennemsnit for 2009, mens danske Cimber Sterling (der ikke er ELFAA-medlem) ifølge selskabets tal for de seneste 12 månederhar en kabinefaktor på kun 66 %.