Fly fra Stobart Air. (Foto: London Southend Airport)

CityJet afbryder købsforhandlinger

Forhandlingerne mellem irske CityJet og Stobart Group om købet af Stobart Air er gået i vasken. Dermed aflyses en handel til 600 mio. kroner.

Det irske flyselskab CityJet, der bejler kraftigt til SAS-selskabet Cimber, trak sig i går fra drøftelserne om købet af det regionale irske flyselskab Stobart Air, som man har forhandlet med gennem mange måneder.

Dermed er der ikke umiddelbart udsigt til etablering af et stort regionalt flyselskab, som det var planen at etablere med købet af Stobart Air og eventuelt også danske Cimber. Tilsyneladende er CityJet af den opfattelse, at forhandlingerne har taget for lang tid, således at noget af dynamikken i projektet er forsvundet.

“Min erfaring siger mig, at de fleste væsentlige virksomhedstransaktioner har en vis levetid, og hvis gennemførelsen ikke sker inden for dette vindue, vil dynamikken skifte, og folk vil bevæge sig videre. Vi er naturligvis meget skuffede, da vi har været stærkt motiverede til at forsøge at afslutte denne aftale. Vi så Stobart Air som et rigtigt god match til vores voksende virksomhed,” siger CityJet-koncernchef Pat Byrne i en pressemeddelelse.

Ifølge det irske netmedie Independent.ie er det en handel til 80 mio. euro, hvilket svarer til 600 mio. kroner, der går i vasken. Samtidig hævder CityJet, at man har brugt næsten otte mio. kroner på rådgivning i forbindelse med drøftelserne, hvilket inkluderer omkostninger til advokater samt en omfattende due diligence.

Aggressiv vækst i Europa
Stobart Air, der flyver som produktionsselskab for Flybe og Aer Lingus oplyser til irske medier, at selskabets bestyrelse har konkluderet, at aftalen med CityJet ikke harmonerede med de kommercielle interesser i Stobart Group.

Nu kan CityJet i stedet koncentrere sig om de rygtede forhandlinger med SAS om et eventuelt køb af Cimber og adgangen til at øge produktionen for SAS med Bombardier CRJ900-fly. I dag beskæftiger CityJet otte fly af denne type for SAS og øger antallet til 12 fly i løbet af 2017. På tilsvarende vis opererer Cimber i alt 11 Bombardier CRJ900-fly for SAS.

“CityJet vil fortsætte med at udvikle vores aggressive vækststrategi i Europa, men beklageligvis vil det ikke inkludere købet af Stobart Air,” lyder det fra Pat Byrne.

Næste skridt i den aggressive vækststrategi for CityJet kan muligvis blive kendt, når SAS den 13. december præsenterer regnskabet for fjerde kvartal samt nye strategiske tiltag.

 

Relaterede artikler:

CityJet åbner base i London-lufthavn

CityJet vil ikke kommentere på Cimber og Stobart

Cimber-bejler på vej til at overtage Stobart Air

CityJet får pris for at vinde SAS-kontrakt

SAS sælger Cimber