Irske CityJet har bestilt de nye CRJ900-fly, som skal bruges til at flyve for SAS, når CityJet overtager Cimber og skifter flyflåden ud.
Kun godt en uge efter at CityJet købte Cimber fra SAS har det irske flyselskab indgået en aftale med den canadiske flyproducent Bombardier om nye fly til Cimber.
Således har CityJet og Bombardier underskrevet en aftale om levering af seks nye CRJ900-fly med en option på yderligere fire CRJ900-fly. Listeprisen for de seks fly er næsten to milliarder kroner.
Flyene skal bruges til at erstatte de 11 CRJ900-fly, som Cimber opererer i dag. Umiddelbart kan det virke mærkeligt, at CityJet ønsker at udskifte de 11 fly, som alle er under 10 år gamle.
Forklaringen skal findes i at de 11 nuværende Cimber-fly er udstyret med et andet ældre cockpitdesign end de otte CRJ900-fly, som CityJet i forvejen opererer for SAS og de yderligere fire nye CRJ900-fly, som man har på vej ind i SAS-produktion i de nærmeste måneder.
I stedet for at have to forskellige cockpit, så foretrækker CityJet på sigt at have det samme cockpit i alle de 22 CRJ900-fly, som CityJet vil ende op med at operere for SAS.
Forbedrede passagerfaciliteter
CityJet havde ikke CRJ-fly i sin flåde før man fik de første CRJ900-fly til brug for wet lease-flyvningerne for SAS, som CityJet begyndte på i marts sidste år. Men flyet har vist sig at være et godt bekendtskab for CityJet.
”CRJ900-flyene har vist sig at være omkostningseffektive og en driftsmæssigt fleksibel støtte til vores kontraktflyvninger for Scandinavian Airlines og vi ser frem til levering af op til ti mere. Vi er også glade for CRJ900-flyets forbedrede passagerfaciliteter,” siger Pat Byrne, bestyrelsesformand i City Jet.
CityJet og Bombardier oplyser ikke hvornår de nye fly skal leveres og erstatte Cimbers nuværende CRJ900-fly. De fly blev oprindeligt opereret af SAS selv indtil SAS i december 2014 købte Cimber A/S. Det selskab havde siden Cimber Sterlings konkurs i maj 2012 stået for at operere en mindre flåde af CRJ200-fly for SAS. De blev udfaset og Cimber fik fra 1. marts 2015 i stedet de 11 CRJ900-fly samt omkring 150 piloter og kabineansatte overflyttet fra SAS.
Den 24. januar i år solgte SAS så Cimber videre til CityJet, der altså har valgt at skifte flyflåden ud for at have en ensartet flåde af CRJ900-fly i sving for SAS.
Relaterede artikler:
Officielt: SAS sælger Cimber til CityJet
CityJet får pris for at vinde SAS-kontrakt
Første nye CRJ900 klar til SAS-flyvninger