London-Gatwick. (Foto: Gatwick Airport | PR)

COVID-19-udbrud årsag til op mod 100 aflysninger

Et udbrud af COVID-19 og andre sygdomme betyder, at 30 procent af flyvelederne i London-Gatwick ikke er til rådighed. Derfor har lufthavnsledelsen begrænset det daglige antal flyvninger.

En svær beslutning. Sådan karakteriserer koncernchef Stewart Wingate fra London-Gatwick nyheden om, at man har set sig nødsaget til at lægge et loft over antallet af daglige flybevægelser, der vil finde sted i hovedstadslufthavnen resten af denne uge.

Baggrunden for kapacitetsbegrænsningen bringer mindelser om en svær tid. Det er nemlig et udbrud af COVID-19 blandt lufthavnens flyveledere. Dét har – sammen med flere andre sygdomme – gjort, at 30 procent af de ansatte ikke kan møde op, hvilket vanskeliggør afviklingen af den planlagte flytrafik.

Sygdommen blandt de ansatte i tårnet kastede allerede skygger over driften fredag og i weekenden i den forgangne uge, hvor utilstrækkelig bemanding blandt flyvelederne var skyld i, at en række flyvninger måtte aflyses.

Passagerer skal have tillid til trafikprogrammet
Da det stod klart, at de føromtalte aflysninger formentlig ikke ville blive de eneste, besluttede ledelsen hos London-Gatwick sig sammen med flyveledernes arbejdsgiver lufttrafiktjenesten NATS at tilrette trafikprogrammet således, at det flugter med den aktuelle situation.

Derfor har man valgt at begrænse det daglige antal operationer. Til og med søndag den 1. oktober foretages der derfor kun 800 flyvninger om dagen. Håbet er, at det vil give NATS tilstrækkeligt manøvrerum til at tackle de udfordringer, som sygdommen har bragt med sig.

”Vi har truffet beslutningen med henblik på skabe så meget tillid som muligt hos både flyselskaber og de passagerer, der skal ud at rejse i denne uge, til, at flyvningerne rent faktisk kan afvikles som planlagt,” siger koncernchef Stewart Wingate.

Efterlyser langsigtet plan
Før kapacitetsloftet blev indført, var det meningen, at der onsdag skulle foretages 829 flybevægelser, torsdag var tallet planlagt til 840, mens det fredag steg til 865. Lørdag og søndag skulle der være henholdsvis 800 og 830. Alt i alt er det altså 164 flybevægelser, der skæres væk.

BBC fortæller, at det blev andet går ud over 82 afgange, der bliver aflyst. 33 af disse skulle efter planen have fundet sted fredag i indeværende uge. Aflysningerne rammer i særlig grad EasyJet, men hverken British Airways eller Ryanair går ram forbi, da begge disse selskaber også vil blive bedt om at droppe et antal planlagte flyvninger.

EasyJets koncernchef Johan Lundgren efterlyser en langsigtet plan som højner pålideligheden i operationerne fra London-Gatwick, men han hilser derudover det konkrete initiativ velkommen.

”Det er beklageligt, at det er nødvendigt med en midlertidig kapacitetsbegrænsning i Gatwick Airport, men når det er sagt, så er det den rigtige beslutning fra lufthavnens side, så vi kan undgå at aflyse eller udskyde flyvninger samme dag, som de skulle finde sted.”


Relaterede artikler:

Reservebane skal øge passagertal i London-lufthavn

Knap 1.000 ansatte vil strejke i London-lufthavn

Lavprisselskab aflyser 1.700 flyvninger