CPH billigst i Nordeuropa på oversøiske rejser

Københavns Lufthavn står godt rustet til konkurrencen med den nye storlufthavn i Berlin, der åbner i juni 2012. Ifølge Dansk Flyprisindex har Københavns Lufthavn nu overhalet Hamburg Airport som den billigste lufthavn i Nordeuropa på flyrejser til oversøiske destinationer.

For blot få år siden var Hamburg Airport generelt billigere end Københavns Lufthavn på oversøiske flybilletpriser. Men i det seneste års tid er udviklingen vendt til fordel for rejsende fra Københavns Lufthavn.

Det er især etableringen af ruter fra København til de attraktive trafikknudepunkter i Mellemøsten, der har bidraget hertil.Indenfor de seneste 24 måneder har Qatar Airways, Emirates og Gulf Air etableret sig i Københavns Lufthavn. Og alle tre selskaber tilbyder i fællesskab særdeleskonkurrencedygtige priser til Mellemøsten, Indien, Sydøstasien og Australien.

En særlig vigtig aktør er Dubai-selskabet Emirates, der er kendt for at gå benhårdt ind i nye markeder uden at skele til konkurrencen. Selskabet vil nemlig selv skabe sit marked blandt gennem et attraktivt pris- og servicekoncept. Indtil for få år siden var Hamburg Airport den nordligste lufthavn i det kontinentale Europa, hvor Emirates var repræsenteret.

Netop dette faktum har blandt andet været medvirkende til historisk at sikre Hamburg Airport en førerposition foran Københavns Lufthavn i forhold til prisbillige rejser til især Asien.

Billigere end Hamburg

I seneste udgave af Dansk Flyprisindex, udgivet af rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, dokumenteres det, at Københavns Lufthavn har overhalet Hamburg Airport på de laveste priser til 10 udvalgte oversøiske destinationer.

I uge 48/2009 var gennemsnittet af de laveste flypriser til 10 oversøiske destinationer fra Københavns Lufthavn på 4.593 kroner, mens de samme destinationer ud af Hamburg Airport dengang kun havde en gennemsnitspris på 3.859 kroner.

I dag er situationen omvendt. I uge 48/2011 kan flybilletter til de 10 destinationer erhverves for 4.284 kroner i gennemsnit fra Københavns Lufthavn, mens prisen er 4.468 kroner ud af Hamburg. Dermed er de oversøiske priser faldet med 7 procent fra et niveau i 2009, der dengang var historisk lavt.

“Den kraftige ekspansion fra de mellemøstlige selskaber har betydet, at der er voldsom overkapacitet i det skandinaviske marked. Dette i kombination med svigtende efterspørgsel som følge af international gældskrise og finansiel uro er en særdeles giftig cocktail for luftfartsselskaberne,“ vurderer administrerende direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk.

Hård konkurrence

Vurderingen bakkes op af Københavns Lufthavn, der også har registreret, at de mellemøstlige selskaber har skabt en overkapacitet i det skandinaviske marked.

”Det handler i bund og grund om udbud og efterspørgsel. Det er den store konkurrence skabt af Qatar Airwaysog Emirates, der har skabt den nye markedssituation. Derer blevetflere destinationer at vælge imellem og flere attraktive priser,“ siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn.

Ifølge pressechefen konkurrerer Emirates meget hårdt med Qatar Airways samt de traditionelle operatører i trafikken mellem Europa og Asien. Det er med til at sænke priserne og styrke Københavns Lufthavns position som skandinavisk hub.

En position som er vigtig for Københavns Lufthavn for at kunne tiltrække flere passagerer samt nye operatører til lufthavnen. Når Berlin Brandenburg Airport åbner i begyndelsen af juni måned 2012, vil Københavns Lufthavn forventet komme under et større pres, idet den kommende nordtyske storlufthavn kan risikere at blive en alvorlig konkurrent til CPH.

Derfor er positionen som Nordeuropas billigste lufthavn for oversøiske flyrejser af særdeles stor betydning i forhold til det fremtidige markedsføringsarbejde i den danske hovedstadslufthavn.