A380'eren fra Emirates ved landingen i København 1. januar 2025. (Foto: Claus Andersen)

CPH er nu en af 21 europæiske lufthavne med A380

Airbus A380 fra Emirates vendte 1. januar tilbage til Københavns Lufthavn på ruten fra Dubai. CPH er én ud af i alt 21 lufthavne i Europa, der har besøg af det ikoniske dobbeltdækkerfly.

Omkring klokken 12.30 onsdag 1. januar 2025 landede en Airbus A380-800 fra Emirates i Københavns Lufthavn, hvilket markerede flyets tilbagekomst til den danske hovedstadslufthavn.

Det var første gang siden marts 2020, at det ikoniske fly satte hjulene på landingsbanen i CPH, og flyspottere og andre interesserede kan dermed igen opleve verdens største passagerfly på banerne i lufthavnen på Amager.

A380-flyet, der fremover dagligt vil flyve mellem Dubai og CPH, er indrettet med en to-klasses konfiguration med 58 lie flat-sæder på Business Class og 557 sæder på Economy Class. A380’eren afløser Boeing 777-300ER med 428 sæder på ruten mellem de to byer.

10 flyselskaber opererer fortsat med A380
Med tilbagekomsten til Københavns Lufthavn er Airbus A380, der ikke længere produceres, dermed nu at finde i 21 forskellige europæiske lufthavne.

En opgørelse fra Simple Flying viser, at i alt 10 flyselskaber fortsat flyver med A380, der er produceret i over 250 eksemplarer. Disse flyselskaber er – med antallet af fly i parentes: All Nippon Airways (tre), Asiana Airlines (seks), British Airways (12), Emirates (116), Etihad Airways (syv), Korean Air (syv), Lufthansa (otte), Qantas (10), Qatar Airways (otte) og Singapore Airlines (10).

Nogle af A380’erne er stadig inaktive efter coronapandemien, hvor flyselskaberne måtte parkere flyene som følge af det kraftigt faldende antal rejsende.

De 21 lufthavne i Europa, hvorfra og hvortil A380’erne flyver, er følgende: Amsterdam, Barcelona, Birmingham, København, Düsseldorf, Frankfurt, Glasgow, Istanbul, London-Gatwick, London-Heathrow, Madrid, Manchester, Milano-Malpensa, Moskva-Domodedovo, München, Nice, Paris-Charles de Gaulle, Prag, Rom-Fiumicino, Wien og Zürich.

Stor dag for Emirates og CPH
Morten Balk, der er Emirates’ landechef i Danmark, er glad for, at Københavns Lufthavn igen er med i det eksklusive selskab af lufthavne med Airbus A380.

”Vi er utroligt stolte over endelig at bringe Emirates A380 tilbage til København – det er fantastisk at se den rulle ind til Finger C igen! Vi ser frem til atter at kunne tilbyde vores kunder uovertrufne rejseoplevelser og de signaturprodukter og -tjenester, som vores A380 er kendt for,” siger han og suppleres af Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

”Vi har glædet os til at byde Emirates’ ikoniske dobbeltdækkerfly velkommen tilbage til København. Det er en fantastisk måde at starte det nye år på, når verdens største passagerfly, med hele 615 sæder, vender tilbage til Danmark efter en pause på næsten fem år.”

På ruten mellem Dubai og København er der afgang fra Dubai på rute EK151 klokken 08.30 med ankomst klokken 12.30 i CPH. Fra København er der afgang på rute EK152 klokken 14.45 med ankomst klokken 00.10 den følgende dag i Dubai. Alle sammen lokale tider.

 

Relaterede artikler:

Efter fem år: Atter Airbus A380 til CPH

Emirates køber fem Airbus A380 til spotpris

Københavns Lufthavn har mistet tilladelse til A380