Shoppingcentret i Københavns Lufthavn. Foto: Ernst Tobisch

CPH lukker sit fordelsprogram

Københavns Lufthavn har efter otte år besluttet at lukke fordelsprogrammet CPH Advantage. Kun omkring én procent af medlemmerne benytter fordelskortet.

Københavns Lufthavn introducerede for otte år siden fordelsprogrammet CPH Advantage, hvor passagererne kunne få et gratis Advantage-kort og optjene point, når de handlede i lufthavnens butikker og restauranter eller betalte for at parkere i CPH.

Dengang lød lufthavnens begrundelsen for at indføre programmet, at man gerne ville i tættere kontakt med passagererne, forstå deres behov og imødekomme dem med nye produkter og services.

Slut med point fra december
Men nu er tiden løbet fra CPH Advantage, og Københavns Lufthavn har besluttet at lukke fordelsprogrammet ned.

Fra den 2. december 2019 er det derfor ikke længere muligt for passagerer at optjene Advantage-point. Man kan dog stadig anvende optjente Advantage-point frem til den 31. maj 2020, hvor programmet lukker endeligt ned.

”Vi lukker stille og roligt ned for Advantage-programmet, fordi for få medlemmer de senere år har benyttet sig af de mange tilbud fra serveringsteder og butikker i lufthavnen. Vi kan se, at tiden er løbet fra at have loyalitetskort som Advantage i lommen. Så nu er vi i gang at finde ud af, hvordan vi fremadrettet kan formidle de mange tilbud til alle rejsende,” Pia Lynggaard, salg- og marketingdirektør i Københavns Lufthavn, til CHECK-IN.dk.

Én million medlemmer
Advantage-programmet har i dag omkring én million medlemmer, hvoraf langt hovedparten er udenlandske rejsende. Men kun omkring én procent af medlemmerne benytter sig af de tilbud, som er omfattet af CPH Advantage-programmet.

Fra den 2. december og frem til 31. maj næste år kan medlemmer af programmet vælge at bruge optjente point til enten at handle i de butikker og restauranter, der er en del af CPH Advantage eller donere pointene til et velgørende formål. Endelig er der også mulighed for at få værdien af pointene udbetalt til en dansk bankkonto.

Efter den 31. maj 2020 vil alle de point, som ikke er anvendt af kortholderne, blive doneret til velgørenhed.

 

Relaterede artikler:

Flere fordele til CPH Advantage-kunder

Lufthavnsparkering for enhver smag

CPH vil ‘eje’ lufthavnens passagerer