CPH overhales i passagervækst

Alle de store nordiske hovedstadslufthavne overhalede i januar måned Københavns Lufthavn i såvel absolut som relativ passagervækst. I Københavns Lufthavn voksede passagertallet med 80.000 svarende til 5,3 %, men det blev overgået af lufthavnene i Oslo, Stockholm og Helsinki.

Københavns Lufthavn skal gøre sig store anstrengelser for ikke at blive overhalet indenom som Norden største lufthavn. Målt på international passagertrafik har lufthavnen i Kastrup godt nok en solidt forspring til konkurrenterne, men målt på det samlede antal passagerer er lufthavnens nordiske førerposition truet.

Det fremgår tydeligvis af trafiktallene for årets første måned. Her havde Københavns Lufthavn en vækst på 80.253 passagerer, hvilket svarer til en vækstrate på 5,3 procent. Det samlede passagertal var 1.582.496.

I såvel den relative vækst udtrykt gennem vækstraten såvel som den absolutte vækst i antallet af passagerer, blev Københavns Lufthavn i januar måned overhalet af de tre øvrige storlufthavne i Norden.

Det er stadig Oslo-Gardermoen der er tættest på at komme op på siden af Københavns Lufthavn. Med en vækst på 7,8 procent kunne den norske hovedstadslufthavn snige sig op på 1.501.906 passagerer. Den største relative vækst fandt dog sted i Helsinki Airport, hvor passagertallet voksede med ikke mindre end 8,6 procent.

Lufthavn JAN12 JAN11 Vækst Vækst i %
Københavns Lufthavn 1.582.496 1.502.243 80.253 5,3 %
Oslo-Gardermoen 1.501.906 1.393.057 108.849 7,8 %
Stockholm-Arlanda 1.378.450 1.282.484 95.961 7,5 %
Helsinki-Vantaa 1.132.964 1.043.213 89.751 8,6 %

Kilde: Lufthavnenes hjemmesider

Netop Helsinki Airport forventer Københavns Lufthavn dog at få krammet på i løbet af 2012. Det SAS-ejede finske luftfartsselskab Blue1 har nemlig besluttet at flytte selskabets hub i Europa-trafikken fra Helsinki til København.

”Blue1’s styrkelse af trafikken til Helsinki er med til at trække transfertallet op, og det lover godt for den samlede effekt, når Blue1 fra april omlægger hele sit rutenetværk og satser på Københavns Lufthavn som sit knudepunkt,“ siger salgs- og markedsdirektør Carsten Nørland fra Københavns Lufthavn.

Københavns Lufthavns førerposition som Nordens største lufthavn vil fremadrettet været stærkt afghæng af, hvordan lavprisflyselskabet Norwegian tilrettelægger selskabets vækstrategi i de nordiske hovedstadslufthavne. Norwegian har en betydelig vækst og har tilkæmpet sig solide markedsandele i de nordiske storlufthavne. Derfor vil blandt andet Norwegian kunne bestemme, hvilken nordisk lufthavn, der fremover skal være størst.

Konkurrence om interkontinentale ruter

Men udviklingen i antallet af interkontinentale ruter spiller dog også ind. Her fortsætter Københavns Lufthavn succesen fra 2011 ved blandt at etablere nye ruter til Shanghai med SAS og Beijing med Air China i løbet af 2012. Herudover er der også en forventning om, at Singapore Airlines opgraderer fra tre til fem ugentlige afgange på ruten mellem København og Singapore.

Men Stockholm-Arlanda og Helsinki Airport er også betydelige konkurrenter til de interkontinentale ruter. Således vil SAS og Singapore Airlines åbne en joint-venture rute fra Stockholm til Singapore, mens Thai Airways i den kommende vintersæson vil flyve direkte fra Arlanda til Phuket. Til gengæld reducerer Air China fra syv til fem ugentlige afgange på ruten fra Stockholm til Beijing som konsekvens af satsningen i Københavns Lufthavn.

I Helsinki Airport åbnes i maj måned en Finnair-rute til Chongqing i Kina, mens Qatar Airways også har bebudet selskabets ankomst til den finske hovedstadslufthavn i løbet af 2012 med en rute til Doha.

Endelig ventes med spænding på, at Norwegian aflslører selskabets konkrete langruteplaner, der forventes at blive realiseret i foråret 2013. Indtil videre peger det på, at Oslo-Gardermoen får en New York-rute, mens Stockholm-Arlanda får en Bangkok-rute.

Der er således lagt op til en særdeles hård konkurrence om fremover at kunne kalde sig Nordens største lufthavn.