CPH: Vi skaber værdi for samfundet

Med et nyt website vil Københavns Lufthavn fortælle hvordan lufthavnen skaber værdi for samfundet. “Dit CPH“ kaldes kampagnen.

Under titlen ”Dit CPH” har Københavns Lufthavn udarbejdet en interaktiv hjemmeside med oplysninger om alle de gode ting, som lufthavnen mener den bidrager med til samfundet. Det handler om at fortælle den gode historie om CPH’s centrale rolle i samfundet, understreger lufthavnens kommunikationsdirektør, Henrik Peter Jørgensen.

”Københavns Lufthavn binder Danmark sammen, og vi forbinder Danmark med verden. Derfor spiller Københavns Lufthavn en afgørende rolle for vækst og arbejdspladser i hele Danmark.”

Luftfart er nemlig ikke bare et erhverv som alle andre, påpeger kommunikationsdirektøren.

”Gode flyforbindelser til og fra Danmark understøtter 150.000 danske arbejdspladser og bidrager med op mod 100 mia. til dansk BNP. Uanset om man repræsenterer en global koncern, en mindre dansk virksomhed, eller en familie på vej på ferie, så påvirker lufthavnen ens dagligdag og hele det samfund, vi er en del af,” siger Henrik Peter Jørgensen.

Ind i maskinrummet
Charmeoffensiven gik luften i weekenden og skal gerne give os andre et større indblik i lufthavnens virksomhed.

”’Dit CPH’ giver et kig ind i maskinrummet hos Københavns Lufthavn. Vi vil gerne give vores omverden et større indblik i lufthavnen, og give dem muligheden for at følge vores arbejde med at drive og udvikle Nordeuropas største knudepunkt – fra nye selvbetjeningsløsninger og tiltrækningen af verdens største passagerfly til vores konkrete plan for en lufthavn med plads til 40 mio. passagerer,” forklarer Henrik Peter Jørgensen.

Hjemmesiden dit.cph.dk viser blandt andet hvordan lufthavnens brandmænd og mågejægere arbejder samt hvordan lufthavnen har installeret solceller og tilbyder gratis yogatimer til medarbejderne. Det hele er samlet på en hjemmeside, som kan være en anelse svær at navigere rundt på. En hel vifte af små gode historier kommer frem ved at klikke på det interaktive kort over lufthavnen, som er et af de centrale elementer på siden.