CWT køber Finlands største erhvervsrejsebureau

Konsolideringen indenfor erhvervsrejsebranchen fortsætter. Carlson Wagonlit Travel har pr. 7. februar overtaget finske Kaleva Travel Group med over 400 medarbejdere. Akkvisitionen betyder, at CWT får det finske rejsebureaus datterselskaber i Baltikum og Rumænien med i købet.

Det er blevet af stigende vigtighed at kunne tilbyde erhvervskunderne håndtering af rejseaktiviteter såvel regionalt som globalt.

De store globale rejsebureaukæder har fuldt ejede datterselskaber mange steder i verden, men andre steder benytter man franchiseaftaler og andre samarbejdsmodeller, således at det er muligt at tilbyde en global repræsentation.

Siden 1995 har finske Kaleva Travel Ltd. haft en samarbejde med Carlson Wagonlit Travel og dermed været en del af de verdensomspændende netværk. Men partner- og franchiseaftaler sætter ofte begrænsninger, idet der ikke er krav til fælles systemanvendelse, der kan føre til begrænsninger i kundebetjeningen på tværs af markederne.

Men efter Carlson Wagonlit Travel mandag meddelte købetaf finske Kaleva Travel Group står CWT i Norden stærkere end nogensinde før. Hos CWT Danmark vækker opkøbet da også begejstring.

“CWT er blevet styrket i Norden og vi vil få stor gavn af Kaleva Travels markedsførende position og stærke lokale service i de fem lande. Opkøbet betyder, at vi bliver mere strømlinede og effektive, efterhånden som vi kommer til at bruge de samme systemer. Det er til fordel for de kunder, som overvejer at handle eller allerede nu handler i de nordiske lande,“ udtaler administrerende direktør Sophie Hulgard fra CWT i Danmark.

Kaleva Travel Ltd. som en del Kaleva Travel Group er Finlands største erhvervsrejsebureau. Samlet omsætter gruppen for 450 millioner dollars (ca. 2,5 millarder kroner) og beskæftiger 450 medarbejdere i Finland, Estland, Letland, Litatuen og Rumænien.

Hovedparten af medarbejderne er domicileret i Finland, hvor Kaleva Travel har 16 afdelinger og 12 servicekontorer. Men i Estland beskæftiges op imod 70 medarbejdere, mens selskaberne i Rumænien og Letland har lidt mere end en snes ansatte i hvert af de to lande.

Det bliver den nuværende CEO i Kaleva Travel, Mika Kiljunen, der kommer til at lede aktiviteterne under det nye ejerskab. Her vil han referere direkte til Patrick Andersen, der er Executive Vice President i CWT med ansvar for Norden. Herfra kender de to direktører hinanden gennem det hidtidige samarbejde mellem Kaleva og CWT.

“De mange års samarbejde har gjort, at vores organisationer har respekt for og tillid til hinanden. Endnu vigtigere er det, at vores kulturer passer godt sammen i forhold til, at begge har stærkt fokus på kunderne og på forretningsresultater,“ fortæller Patrick Andersen.

Med det nye opkøb er Carlson Wagonit Travel´s fuldt ejede selskaber markedsledende i Danmark og Finland. I Norge har CWT et samarbejde med Berg-Hansen Reisebureau, mens bureauet også på det svenske marked har en fuldt ejet operation. Her er konkurrenter som American Express Business Travel og Ticket Travel Group dog de markedsledende.

Foto: Kunder hos Finske Kaleva Travel Group skal fremover betjenes under CWT-navnet efter mandagens opkøb.