De ‘blå’ mod de ‘røde’

SAS har i samarbejde med reklamebureauet Wibroe Duckert & Partners taget hul på en ny kampagne, hvor en blå kvadrat og en rød ‘splash’ er de gennemgående elementer. SAS afviser, at den røde ‘splash’ nødvendigvis skal være synonym med konkurrenten Norwegian.

‘Godnatsang på telefonen’ eller ‘Hjem og putte ungerne’. Det er angiveligt nogle af de valgmuligheder som forretningsrejsende har, hvis man skal tro den nye SAS-kampagne, der er udviklet i samarbejde med reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

I annoncekampagnen tager man fat i et eksempel med et vigtigt møde i Stockholm, hvorden rejsendeskal ud og hjem samme dag. En forsinkelse udløser i kampagnen en rød ‘splash’ og kommentaren “Surt show“ hos konkurrenten, mens der hos SAS træder en blå kvadrat frem med teksten “Ny afgang om en time“.

SAS forsøger gennem kampagnen at videreudvikle og forlænge de tidligere kampagner, hvor punktlighed, hyppige frekvenser og totalpriser er blandt budskaberne.

Og som læser af annoncebudskaberne er man ikke i tvivl om, hvilket selskab den røde ‘splash’ symboliserer. Det må nødvendigvis være den norske lavpriskonkurrent Norwegian, idet SAS ikke har andre konkurrenter der flyver fra København til Stockholm. At farven også passer, er nok heller ikke tilfældigt.

“Der er ikke tænkt på noget specifikt selskab. Det er op til læserne at bruge fantasien og afkode, hvad den røde ‘splash’ måtte repræsentere,“ siger Per Møller Jensen, der er Vice President, Brand, Marketing & EuroBonus hos SAS.

Hos Wibroe, Duckert & Partners er det Thomas Torp med titel af “kreatør“, der har ansvaret for kampagnens kreative del.Han forklarerer, at den røde ‘splash’ skal symbolisere det hurtige tilbud, som vi kender det fra reklamerne. Den røde splash skal symbolisere lavprisflyselskaberne generelt, men konkurrenten Norweigan har trods alt været i tankerne, da kampagnen blev udformet.

“Vi har prøvet at undgå at skrive Norwegian. Vi har i stedet valgt at have tillid til læsernes intelligens,“ fortæller kreatør Thomas Torp fra Wibroe, Duckert & Partners.